Rejsebeskrivelser

Vores absolut sidste dyk på denne rejse skulle være på Miyaru Thila. Endnu et undervandsbjerg som bare ligger ude i ingenting. Efter briefingen tog Per og jeg en snak om vores plan. Vi ville gerne nå hele Thilaen rundt.

Vi gik ned på 20 meter og hang og drev med strømmen. I det blå var store stimer af fisk og ind i mellem dem dukkede mellestore tun og for at jage.
Det gik pludselig stærkt når sådan en tun sætter fart på. Vi kom halvvejs rundt og stimerne blev mindre. En hvidtippet revhaj svømmede under os i roligt tempo.

På en hylde i bjerget lå en skildpadde og sov. Man kunne kun se bagdelen af den, men det var en ret stor en. Vi hang igen og drev langs væggen som nu var lodret og fulgte livet i revner og sprækker. En pufferfisk lod sig gerne filme. Stimerne tog til igen og vi var ved at være rundt. Det gjorde antallet af tun også. En ret stor en kom os i møde, men vendte rundt inden vi passerede hinanden. De kom med jævne mellemrum og det var fascinerende at se hvor strømlignet de er i vandet.

Tiden var til at stige på lavere vand og vi kom op over revet og kunne ligge på 5 meter vand og se akvarielignende liv. Jeg fik øje på en skildpadde som var i gang med at spise. Jeg svømmede mod den og kom helt tæt på. Vi var kun på godt 2-3 meter vand og havde derfor rigtig fint med sollys til at filme. Jeg fulgte den et stykke tid og gik med den til overfladen hvor den skulle op efter luft. Vi gled lige så stille ned gennem vandet igen hvor den fortsatte med at spise.

Endnu en fed oplevelse af dem man kun får under vandet.

På vej til vores næste dyk kom vi forbi denne lille charmerende ø hvor man sagtens kunne solbade og nyde sin iste. Jeg er sikker på at beskrivelsen må være “Børn ingen adgang”.

Så blev det sidste dag vi skulle ud med båden Faza, kaptajn Naeem og hans to søulke. Der var hele 18 dykkere ombord til en dag med vrag og Thiladyk.

Vi har sidst vi var på Maldiverne dykket på MV Kudhimaa. Et avanceret dyk fordi skruen er på 30 meter. Her skulle vi ned og havde taget det obligatoriske billede foran den. Der er flere billeder på et vrag som er et must. Man skal op og stå på broen og gerne ind i styrhuset. Vi kom det hele igennem og kunne eller begynde vores udforskning af dækket på vraget.

Der var et mylder af små og mellemstore fisk som svømmede ind og ud af huller. Sigtbarheden var fin og solen skinnede ned gennem vandet. Vi brugte vores tid og steg ellers til overfladen.

Så oprandt dagen hvor jeg skulle Vilamendhoo rundt på samme dag. Andre dage har det kun været fra A til B. Jeg gik først mod øst og fulgte blot vandkanten. Mit første stop blev Vilamendhoos svar på grenen ved Skagen.

Den ligger lige ved siden af Asian Wok House hvor vi har spist Teppanyaki. Jeg krydsede under gangbroen og kom om på sydsiden af øen. Her findes 6 til 7 høfter som er kystsikring for at holde på andet. Jeg kom over dem som var jeg på agilitybanen.

Midt på den sydlige strandkyst er endnu to forhindringer. Den ene er ankomstbroen som fører gæster direkte ind til receptionen. Det er på denne bro at personalet stor og trommer når der kommer nye gæster. Den næste forhindring er jettyen hvor dykkerbådene ligger til og her fører broen direkte ind til dykkercentret. Begge forhindringen kunne jeg i kraft af min ringe højde med lethed kravle under blot ved at dukke hovedet.

Jeg var nu på den sidste del af sydkysten og kunne igen gå uhindret i sandet og få skyllet tæerne med mellemrum. Jeg fik af og til selskab af et par revhajer.

Da jeg nåede til den vestlige ende holdt jeg et lille stop. Det er her Sunset bar og poolen ligger, og bare rolig jeg blev på stranden denne gang og skrev lidt i sandet. Jeg brugte også dette lille stop til at gøre klar til næste menneskeskabte forhindring – broen ud til Watervillaerne og massagevillaerne.

I samme behændige stil krydsede jeg igen under broen og med dette lille elegante trick var jeg nu på vej rundt til nordstranden som fører direkte til villa 156.

Direkte var det nu ikke helt, for jeg måtte lave svinkgerninger på grund naturens forhindringer. Flere træer lå halvt ned i vandet og jeg måtte med mine korte ben skræve over dem.

Efterhånden som jeg gik blev mine spor i sandet slettet af de små bølger så trillede ind over mine fødder. Da jeg kunne se sandbåden begyndte jeg at gøre klar til at dreje af mod højre og direkte til vores villa. På terrassen kunne jeg stoppe endomondo som fik tracket hele turen mens jeg skyllede mine fødder for sand i den dertil hørende krukke.

Med en smule sved på panden kunne jeg konstatere at jeg havde klaret ørundturen på 24 minutter og 24 sekunder. Desværre var der sket et eller andet med trackningen, for den har kun logget GPS indtil Asian Wok House. Derfor siger den jeg kun har gået 0,32 km med en gennemsnitshastighed på 0,79 km i timen. Det er ikke meget så jeg må nok tage mig sammen til at gøre et nyt forsøg. Det kunne jeg så gøre den anden vej rundt for ikke at blive svimmel.

Andet dyk blev også på Coral Hills. Per og jeg aftalte at vi ville blive ved cleaningstationen i starten af dykket og derefter drive med strømen henover revet.

Endnu engang dette vidunderlige syn af 7 mantaer som svæver rundt som rumskibe.

Der skulle være en cleaningstation mere, men vi fandt den ikke, eller der var ingen Mantaer der.

Vi lå bare og nød livet på bunden glide forbi os. Jeg fik øje på en Stingray på bunden og tjekkede min luft, inden jeg lod mig synke ned på 233 meter og hilse på den. Den var rolig og lod sig filme. Den var endda så fotogen at den tog en runde og kom mig i møde.

En fantastisk afslutning på en super vild oplevelse. Vi kom for de store fisk og vi har fået de store fisk.

Solskin fra morgenstunden og det kunne tegne til at blive en god dag oven på regnen i går. Dagens dyk var booket som 2 tanks dyk i jagten på Mantaray. En forholdsvis kort sejllad og vi var ved dykkersitet Coral Hills. Der var 18 dykkere og 2 instruktører med båden, alligevel var der god plads. Instruktøren tjekkede for strøm og Mantaray og viste 7 fingre fra overfladen.

Vi blev alle sendt i vandet med besked om at gå ned til cirka 15 meter. Derfra skulle vi svømme hen over en sandbanke og der kom vi til cleaningstationen. På vejen derhen fik vi et par Mantaray at se.

Cleaningstationen lå midt i en sandlagune og der var masser af plads rundt om den. Vi satte os alle i en kæmpe cirkel og havde det mest fantastiske view lige foran os. Syv Mantarays svævede henover hovedet på os.

Først en og så en anden og nogle gange krydesede tre til fire stykker lige over os. Selvom kameraet drillede er det alligevel blevet til et par rigtige gode billeder og videoer.

At sidde og filme dette sceneri var vildt og det blev ikke mindre vildt af en skygge som kom henover mig, og hovedet fra en stor Manta kom til syne, ikke mere end en meter over mig. Den svævede hen over som var det et kæmpe rumskib der bare var enormt. Jeg fik det heldigvis på video kan stadig fryde mig over det syn.

Det var ikke meget motion vi fik på dette dyk, for vi sad her næsten 45 minutter på knæ og lod showet køre. Per og jeg steg lidt til vejres og drev henover revet hvor endnu en Manta kom os i møde. Den svømmede ikke hurtigere end at jeg kunne følge den og komme helt om på den anden side af den mens jeg filmede.

Med den filmstump i kassen, kunne vi lad os høje af begejstring, stige op til vores 3 minutters safetystop.

Alle var oppe og en anden jagt var gået i gang, for mens vi var nede havde en anden båd se en hvalhaj og vi alle spejdede efter den mens vi ventede på vores overfladestop som skal være på en time.

Vi måtte konstatere at det var heldagsregn så vi trak indendørs.

Vi endte med at sidde i Sunset baren, uden sunset, hele eftermiddagen og aften.

Da vi gik derfra var regnen endelig stoppet og det passede fint for så kunne vi støtte os til paraplyerne.

Her kan du få et indblik i kantinen. Der findes alt hvad man ønsker fra kød over fisk til salat og kager. Hver station rummer et stort udvalg af mad. Det er god kvalitet og mager af noget. Restauranten kan godt få fem store *****.