Rejsebeskrivelser

Endnu en af Selva Verdes mange fugle.

Ligesom andre tukaner er halsbåndsaracari stærkt markeret og har et stor næb. Voksne er 38 til 41 cm lange og vejer 175 til 250 gram.

På dansk hedder den Gulmasket Tukan. Denne har en samlet længde på 47-61 cm og vejer fra 584 til 746 gram. Blandt tukanfamilien Piciformes er det kun Toco-tukanen og den hvidstrubede tukan, der gennemsnitligt er større end racerne med sort underkæbe og kastanjeunderkæbe.

Dens fjerdragt er hovedsageligt sort. Øvre bryst og hals er lyse gule med en tynd rød kant på halsen, en cremet rumpe og et skarlagenrødt analområde. Næbet er tofarvet og massiv, lidt kortere hos hunnen. Den er citrongul på oversiden og sortlig på resten af ​​overkæben og på underkæben, ofte brun tæt ved bunden. Huden i ansigtet omkring øjnene er lysegrøn eller gulgrøn.

Dens leveområder strækker sig langs Andesbjergenes østlige skråning fra Peru, nordpå gennem Ecuador og Colombia, til Venezuela så langt som til kystområderne.

Denne art er tilpasset en bred vifte af levesteder, fra sletter til tropiske og subtropiske skove. Den lever i højder af 100-2400 m. i fugtig bjergskov.

Godt at få fod på egen speeder. En fin køretur fra National biludlejning til Selva Verde Lodge.

Et lodge som ikke ser ud af noget fra vejen, men så snart man er trådt gennem receptionen og ud på den anden side er man i regnskoven. Et hyggeligt sted som har små bække og en flod der passerer forbi. Der er et sted hvor man kan studere en hel del. Det skulle snart vise sig at vi var kommet ud i naturen med masser af dyr at kigge på.

Allerede på de første meter af den self-guided-trail Terciopelo kunne vi se en skildpadde i den lille bæk der rislede. Selva Verdes logo lyver ikke. Der er ekstremt mange fugle i området og de er til at få øje på.

Lige uden for vores værelse står et smukt Mimosa træ med lyserøde blomster. Ved første øjekast blot et smukt træ. Men det viste sig at Kolibrien godt kan lide dette træ. Så på nærmeste hold kunne vi betragte og tage fotos at denne lille flotte og hurtige fugl.

Man tager tingene som de kommer i Costa Rica. Floden Suerte havde ikke vand nok til at kunne sejle samme vej retur. Derfor skulle vi på en lidt længere tur til Muelle Caño Blanco, foregik af den lange flod Caño negro. En smuk tur af en bred flod som endte ud i en mindre snørklet flod til endestationen.

Alle blev fordelt i busser og man må tage hatten af for guiderne som har en tålmodighed ud over det sædvanlige. De skulle være efter gæster der havde glemt at aflevere nøgler, ikke betalt deres regning, glemt kuffert for slet ikke at tale om dem der helt havde glemt at afgang var 8.30. Fællestur – oh my god.

Sejlturen var lidt længere end turen ud og det betød at busturen til restauran El Ceibo også var lidt længere. Ankomst klokken 12.30 og frokosten var klar til en masse mennesker. El Ceibo bliver brugt som foderbræt og centralstation. Herfra blev alle spredt ud til der hvor de nu skulle hen. Vi blev kørt til National car rental få hundrede meter derfra, hvor vi kunne modtage vores bil.

Spændingen steg som dagen skred frem. Med syv timers efterslæb i forhold til nytår i danmark kunne vi ønske dem derhjemme godt nytår mens vi sad ved poolen.
Hvad mon vores aften måtte bestå af? Ville der mon være fyrværkeri? Hvor længe var vi mon vågne?
Klokken 18:40 kom de første svar. Middagen var buffetstyle uden nævneværdig ændring i menuen. Bordpynten var en papirspose med bestik og serviet.
Efter hovedretten blev der serveret et lille glas champagne og traditionen siger man skal have 12 vindruer. Det skulle bringe held at spise en vindrue for hvert slag klokken slår når det nye år starter.
Efter middagen en enkelt sjus og når man har været tidligt oppe så er det ingen skam at gå tidligt i seng.