Rejsebeskrivelser

Vi blev budt indenfor i en hytte og fik en fantastisk mulighed for at høre om livet i landsbyen. Det blev blandt andet til snakke om polygami, hvad man lever af og hvordan hytterne bygges.

Vi blev inviteret indenfor i landsbyen hvor de samlede alle børnene. Vi havde købt slikkepinde med og nu sad de der alle sammen forventningsfulde og fik en hver især.

Tanja havde en posefuld med 100 pinde og der gik ikke længe så var de alle delt ud. De takkede i samlet flok og vi fik taget gruppebilleder.

Efter alle børnene havde fået deres slikkepinde og samlet al indpakning op forsvandt de stille og roligt. Det var nu blevet tid til at Masaierne ville demonstrere hvordan de laver ild med blot en pind. Det tog dem ikke mange sekunder før det begyndte at ryge og snart var der glød nok til at tænde noget hø.

Vi sluttede af med besøg i en af lerhytterne som ikke er særligt høje. Det er nu ikke fordi de er dovne eller lave at de ikke er højere. Det er af den praktiske betydning at jo højere de bygger dem jo mere er de udsat for vinden. Der er bygget på et skellet af grene, jord, kolort og vand. Taget har et plastik mellemlag for regnen og øverste lag er græs på taget.

Vi var længe i hytten som ikke er ret stor der er midten af hytten hvor man laver mad og på hver side er de en alkove, med en seng til manden og en til kvinden og eventuel børn. Derudover er der et ekstra rum hvor der også kan sove børn.

En Masai må gerne have flere kvinder hvis han ellers har råd. Det koster 10 køer at have få en kone og en ko koster omkring 20.000 Ksh som svarer til 1.000 dkr. Så for 10.000 dkr. kan de anskaffe sig en kone med mindre de hopper sig til en. Betingelsen for at få en kone er også at hun bygger en hytte, for de må ikke bo i samme hytte for husfredens skyld.

Vi fik rigtig meget at vide om livet som Masai og var fulde at indtryk da vi kom ud fra den varme hytte.

Det var godt at komme til Kimana og slappe lidt af ved poolen. Peter og Tanja havde besøg af 3 Masai fordi de sponsere Moses som går i skole. Moses kommer fra den lokal Masai landsby og der havde været lidt misforståelser omkring betaling. Derfor kom de forbi og alt var godt.

Vi blev inviteret med tilbage til landsbyen som ligger en lille kilometer fra campen. Vi var spændte på hvad der ville møde os og på gåturen var vi nysgerrige på masaierne. De er meget åbne, vi skulle bare spørge og foto var ikke noget problem.

Da vi nærmede os landsbyen var der velkomst ceremoni klar og vi kunne høre der blev kaldt i hornet.

Modtagelsen foregik udenfor landsbyen hvor vi fik fortalt historien om Masai folket og de begyndte at danse og synge. Først mændene og derefter var det kvinderne i deres flotte klæder og smykker der viste hvad de kunne.

Masaierne var klædt i det karakteristiske røde tøj, smykker og forskellige hovedbeklædninger. Det røde tøj siges at bruge for at skræmme løverne, men da løver er farveblinde, så er det nok mere historien om at de lettere kan se hinanden når de er ud at vandre.

Det var nu tid til at vise deres kunnen med at hoppe. Mens der blev sunget og heppet hoppede den ene efter den anden ind i midten til jubel fra de andre. Det er vildt hvor højt de kan hoppe fra flad fod.

Masaierne er gode til det og gør det ikke bare for sjov. Det er skarp konkurrence og der er en præmie ved at være den der kan hoppe højst.

Før i tiden skulle en ung Masai bevise at han var en mand ved at slå en løve ihjel, men det er blevet forbudt at slå løver ihjel. Det er derfor at hopperiet er kommet i stand. Allerede som små øver de sig og for dem der kommer i skole, øver de sig også der. Vinderen er den heldige der selv må vælge sin kæreste. Der er frit valg på alle hylder, også den hylde hvor kvinden allerede er optaget.

Så nåede vi Mara Kimana Camp som er en lille teltlejr beliggende ved bredden af Sekenani-floden, 2 km fra Sekenani-porten i Masai Mara Game Reserve. Den ligger i et lille og fredfyldt område omgivet af skov.

Lejren er hyggelig og enkel, design, service, stemning og godt køkken med en god køkkenchef. Der er fint WIFI omkring hele området. man må leve med aberne der hopper rundt og hvis du ikke er hurtig vil de tage din mad og drikke din øl, vin eller hvad du har har i glasset. Personalet mener det når de siger man skal værne om det. Vi så dem drikke af ølglas og der er historier om fulde aber der har lagt sig i sengene. Vi huskede at låse og lukke teltet for at undgå nogle episoder. Lejren har enkle, men pragtfuldt indrettede telte.

Klokken var 8.00 og vi havde fikset vores checkout og mødte Peter og hans bil for første gang. Turen til Mara Kimana tager 5 timer og der er masser at kigge på undervejs.

Det første der kan tage puste fra en er når man kører forbi slummen. Man mener at der bor omkring 2 millioner mennesker i området. Der er dog blev lavet lys og rindende vand i området.

En af de andre ting som man kan tænke lidt over er de mange små hoteller der ligger langs vejen. Mercy Hotel, Great Pleasure Hotel, Glory Hotel, Lydia hotel og mange andre. Det er nok svært at booke for en nat, men et 20 minutters “hvil” for truckdriveren er vist muligt.

Der findes et utal af handle muligheder, fra de helt primitive hvor der sælges majs der har været grillet over et lille bål, til de lidt mere organiserede små bikse.

Campen var bare et stopover og vi kom sent om aften så det var ikke rigtig til at få en fornemmelse af den. Men vi stod lidt tidligere op så vi kunne se hvad der var vi var nået frem til.

En hyggelig oase i Nairobi, som man måske skulle have lidt mere tid til at dyrke. Morgenmad på terrassen var lækker og solen begyndte at få temperaturen lidt op.

Så blev det store rejsedag og farvel til Watamu. Vi havde aftalt at køre 10.30 så der var tid til massage hos Josphine i hendes “klinik”. Et lille blikskur på en gruset sidevej. Det skulle nok blive spændende. Et lillebitte lokale adskilt med en trævæg, briks og fan. Men fan var ikke meget bevendt da strømmen var gået. Det luftede lidt og temperaturen var faktisk rigtig fin. En times massage til 3.000 shilling så svarer til godt kr. 140. Det var en gentagelse fra sidst med fingre der kom i dybde. Kan klart anbefales.

Afgang med destination Wilderbeest Eco Camp i Nairobi. Der skulle et par stop undervejs som var helt planlagt. Trafikken fra Watamu var rigtig med fine veje og ikke væsentlig mange biler. På vores venstre side fulgtes vi med vandet og til tider et lille glimt af mangrovetræer. Små landsbyer og nogle transport byer hvor det var tydeligt at de levede af dem der kom igennem. Det er spændende at se de små primitive kiosker, slagterbutikker hvor kødet hænger ud mod vejen – selvfølgelig uden kølemontre og så alle de andre små shops som sælger alt. Pludselig køre man igennem en by hvor det er tydeligt at der er tømmerhandelere der har samlet sig et sted. Jo tættere vi kom Vipingo og Mombasa ændrede bylivet sig til at være mere byagtigt.

Torben og Beth bor i Vipingo Rigde som er et indelukke (sikret sted) med omkring 80 blandende huse placeret i et stort område hvor der også går dyr omkring. Der er både airstrib, crossbane, 18 hullers golfklub og meget andet de kan hygge sig med.

Vi havde aftalt at komme forbi og aflevere bilen og få frokost sammen med Torben og Beth. De har et fantastisk hus der har udsigt over området og det indiske ocean.

Fra Torben og Beth havde vi bestilt Arnold til at hente os. En fin van der skulle køre os til MOI, som er den internationale lufthavn i Nairobi. Vi havde afgang med Safarilink kl. 19.10 så vi var i fin tid. Nairobi, trafik og kaos rimer fint. Vi var alle glade for vi ikke skulle sidde ved rattet. Kontrasten fra landsbyerne og til storbyen er til at se. Der er meget gadehandel og dyr går løst i gaderne.

Tak til Arnold for en fin køretur og goddav til MOI airport. Det gik let gennem terminal 1 og skærmen viste fint vores afgang med Safarilink til Wilson, men checkin skranken var ikke klar. Bare vent blev der sagt, men efter 45 minutter blev vi alligevel lidt skeptiske. Vi spurgte igen og en med lidt mere viden fortalte at flyet var aflyst – det stod dog stadig på skærmen. Vi fik fat i Safarilinks kontor og de bekræftede at vores fly kl. 19.10 var aflyst men at vi var ombooket til Jambojet kl. 19.15 mod JOMO lufthavnen. Derfor skulle derfor over i terminal 2 som kun var 100 meter væk. Chekin gik glat og vi var klar til takeoff øl og der blev lavet aftale med Bob om afhentning i JOMO for at køre os til Wilderbeest Eco Camp.

Der var en noget anden temperatur i Nairobi. Termometret viste 24 grader og det passede os meget fint. Bob havde lavet aftale med sin ven Charles om at køre os i hans bil. Vi kunne se på klokken at det nok ikke var til at få mad på campen så vi drejede ind og hentede noget Take Away. Det var så det der tog længst tid – at vente på maden i KFC.

Mandagen skulle bruges på vandet. Vi havde booket heldags boat safari med Watamu Safari. Det inkludere delfin spotting, snorkling, ud på en sandrevle, sejllads langs mangroven og ind på Waka Waka island for at spise frokost og se lokal dans.

Vi blev samlet op kl. 9.00 præcist og skulle køre godt 10 minutter. Det viste sig at vi kørte op til den store vej for så at køre ned mod stranden. Det viste sig at vi bare var kørt rundt for at komme ned for enden af den strand vi bor på.

Der var mange mennesker og det hele skulle gå lidt hurtigt på grund af tidevandet. Det var imponerende at de vidste hvem der skulle med hvilken båd,

men det lykkedes og vi kom ud inden tidevandet havde trukket sig tilbage.

Det var en lang men fin sejltur langs kysten hvor der var masser at se på. Lokale fiskere svømmede ud med svømmefødder, briller og snorkle for at fange languster og blæksprutter. Andre sejlede i deres udhulede kanoer og fiskede med line eller net.

Vandet var fantastisk smukt og meget klart. Drømmen om en svalende dukkert var allerede slukket da vi ankom til Watamu.

Der var ingen delfiner at se, men de både der kom imod os gav alle bølgetegn med armene som signal om at der var delfiner.

Ganske rigtigt pludselig dukkede de op i en flok af ca. 20 som fulgte båden. Det vil sige bådene for det var nogle flere end os.

Det blev tid til snorkling på et af de indre rev ikke langt fra kysten. Et rigtig turist rev hvor alle både samlede sig. Det var et fint lille rev hvor der var liv og fisk. Men også en smule ødelagt af både og alle de urutinerede som plaskede rundt og flere der bare stillede sig på koralerne.

Sidste stop inden mangroven var et lille sandrev midt ude i vandet hvor vi kunne få lov at hoppe af. Der var nogle fantastisk flotte store søstjerner og en kæmpe muslingskal som ville have været flot at tage med hjem. Men det går bare ikke.

Vi sejlede ind i mangroven og spottede forskellige fugle i træerne inden vi nåede Waka Waka island. Her var der tændt op i grillen og lokal fisk og kylling blev serveret.

Det hele sluttede af med lokal stammedans som dog blev ødelagt af at den italienske guide syntes at han skulle være en del af det. Det tegnede ellers autentisk, men gassen gik af ballonen.

En lille sejltur og vi blev sat af kørt tilbage i biler.