Der var ved at være tid til at sige farvel, men vi skulle selvfølge først ind i deres “showrum” hvor de havde alle der fantastiske ting de selv laver. Perlearmbånd, figurer, spyd, krukker og meget andet. Vi samlede til bunke og fik en samlet pris på 6.000 Ksh.
Peter og Tanja som i forvejen sponserer Moses skole donerede 10.000 Ksh til landsbyen og det var tydeligt det der også afspejlede vores billige priser da vi var “en del af familien”.
Tiden var ved at rinde ud for vi skulle nå hjem til campen inden det blev mørkt. Gadelygter gør man det ikke så meget i ude hos Masaierne.
Det var næsten ikke til at komme ud for alle køerne var på vej ind i landbyen for natten.
Vi blev budt indenfor i en hytte og fik en fantastisk mulighed for at høre om livet i landsbyen. Det blev blandt andet til snakke om polygami, hvad man lever af og hvordan hytterne bygges.
Vi blev inviteret indenfor i landsbyen hvor de samlede alle børnene. Vi havde købt slikkepinde med og nu sad de der alle sammen forventningsfulde og fik en hver især.
Tanja havde en posefuld med 100 pinde og der gik ikke længe så var de alle delt ud. De takkede i samlet flok og vi fik taget gruppebilleder.
Efter alle børnene havde fået deres slikkepinde og samlet al indpakning op forsvandt de stille og roligt. Det var nu blevet tid til at Masaierne ville demonstrere hvordan de laver ild med blot en pind. Det tog dem ikke mange sekunder før det begyndte at ryge og snart var der glød nok til at tænde noget hø.
Vi sluttede af med besøg i en af lerhytterne som ikke er særligt høje. Det er nu ikke fordi de er dovne eller lave at de ikke er højere. Det er af den praktiske betydning at jo højere de bygger dem jo mere er de udsat for vinden. Der er bygget på et skellet af grene, jord, kolort og vand. Taget har et plastik mellemlag for regnen og øverste lag er græs på taget.
Vi var længe i hytten som ikke er ret stor der er midten af hytten hvor man laver mad og på hver side er de en alkove, med en seng til manden og en til kvinden og eventuel børn. Derudover er der et ekstra rum hvor der også kan sove børn.
En Masai må gerne have flere kvinder hvis han ellers har råd. Det koster 10 køer at have få en kone og en ko koster omkring 20.000 Ksh som svarer til 1.000 dkr. Så for 10.000 dkr. kan de anskaffe sig en kone med mindre de hopper sig til en. Betingelsen for at få en kone er også at hun bygger en hytte, for de må ikke bo i samme hytte for husfredens skyld.
Vi fik rigtig meget at vide om livet som Masai og var fulde at indtryk da vi kom ud fra den varme hytte.
Det var godt at komme til Kimana og slappe lidt af ved poolen. Peter og Tanja havde besøg af 3 Masai fordi de sponsere Moses som går i skole. Moses kommer fra den lokal Masai landsby og der havde været lidt misforståelser omkring betaling. Derfor kom de forbi og alt var godt.
Vi blev inviteret med tilbage til landsbyen som ligger en lille kilometer fra campen. Vi var spændte på hvad der ville møde os og på gåturen var vi nysgerrige på masaierne. De er meget åbne, vi skulle bare spørge og foto var ikke noget problem.
Da vi nærmede os landsbyen var der velkomst ceremoni klar og vi kunne høre der blev kaldt i hornet.
Modtagelsen foregik udenfor landsbyen hvor vi fik fortalt historien om Masai folket og de begyndte at danse og synge. Først mændene og derefter var det kvinderne i deres flotte klæder og smykker der viste hvad de kunne.
Masaierne var klædt i det karakteristiske røde tøj, smykker og forskellige hovedbeklædninger. Det røde tøj siges at bruge for at skræmme løverne, men da løver er farveblinde, så er det nok mere historien om at de lettere kan se hinanden når de er ud at vandre.
Det var nu tid til at vise deres kunnen med at hoppe. Mens der blev sunget og heppet hoppede den ene efter den anden ind i midten til jubel fra de andre. Det er vildt hvor højt de kan hoppe fra flad fod.
Masaierne er gode til det og gør det ikke bare for sjov. Det er skarp konkurrence og der er en præmie ved at være den der kan hoppe højst.
Før i tiden skulle en ung Masai bevise at han var en mand ved at slå en løve ihjel, men det er blevet forbudt at slå løver ihjel. Det er derfor at hopperiet er kommet i stand. Allerede som små øver de sig og for dem der kommer i skole, øver de sig også der. Vinderen er den heldige der selv må vælge sin kæreste. Der er frit valg på alle hylder, også den hylde hvor kvinden allerede er optaget.
Så nåede vi Mara Kimana Camp som er en lille teltlejr beliggende ved bredden af Sekenani-floden, 2 km fra Sekenani-porten i Masai Mara Game Reserve. Den ligger i et lille og fredfyldt område omgivet af skov.
Lejren er hyggelig og enkel, design, service, stemning og godt køkken med en god køkkenchef. Der er fint WIFI omkring hele området. man må leve med aberne der hopper rundt og hvis du ikke er hurtig vil de tage din mad og drikke din øl, vin eller hvad du har har i glasset. Personalet mener det når de siger man skal værne om det. Vi så dem drikke af ølglas og der er historier om fulde aber der har lagt sig i sengene. Vi huskede at låse og lukke teltet for at undgå nogle episoder. Lejren har enkle, men pragtfuldt indrettede telte.
Klokken var 8.00 og vi havde fikset vores checkout og mødte Peter og hans bil for første gang. Turen til Mara Kimana tager 5 timer og der er masser at kigge på undervejs.
Det første der kan tage puste fra en er når man kører forbi slummen. Man mener at der bor omkring 2 millioner mennesker i området. Der er dog blev lavet lys og rindende vand i området.
En af de andre ting som man kan tænke lidt over er de mange små hoteller der ligger langs vejen. Mercy Hotel, Great Pleasure Hotel, Glory Hotel, Lydia hotel og mange andre. Det er nok svært at booke for en nat, men et 20 minutters “hvil” for truckdriveren er vist muligt.
Der findes et utal af handle muligheder, fra de helt primitive hvor der sælges majs der har været grillet over et lille bål, til de lidt mere organiserede små bikse.
