Watamu er en lille men levende by som har det hele. Der er en god blanding af lokale og turister. I blue bay er det Italienere der har slået sig ned og ved nabostranden er det Englænderne uden at det dog er meget udpræget.
Søndag var der rigtig mange lokale som kommer til stranden og hygger sig. Børnene bader og leger hvis ikke de er en del af det lille børneorkester der vil tjene en lille skilling.
Langs stranden er en del små barer og restauranter.
Skønt at vågne op, træde ud på terrassen og have den udsigt. Aktiviteterne var ikke store da det var lidt tidligt. Der var ingen planer for dagen så der var dømt ren afslapning.
Vi gjorde klar til en badetur på stranden, men den blev aldrig til noget, da vi gik langs stranden og så den næste bugt hvor der var en lige så smuk strand.
På vejen tilbage gik det op for os at tidevandet var i gang og der var slet ikke dybde nok til at bade.
Tidevandet gav en anden mulighed, nemlig at gå rundt om de små klipper i bugten. Da vi kom til første klippe stod der en skæv men venlig sjæl som gerne ville følges med os. Han fortalte om krapperne, søstjernerne og dengang tsunamien ødelagde noget af kysten. Det var fint med lidt guide og som vi nærmede os tidspunktet for at gå retur begyndte det vanlige med penge til frokost og forskellige ting. Vi var jo gået ned for at bade og havde intet med os.
Josphine blev booket for massage i lejligheden og hun lavede en god skilling. Hun havde stærke hænder og kom godt i dybden.
Watamu har mange små boder med mad, frugt, tøj, souveniers og meget andet. Alt ligger i gå afstand men skal lige huske på det er 40+ grader så det er pænt varm og solen skåner ingen hvide arme.
I vanlig stil kunne vi ikke modstå fristelsen da vi kigge ind i Ronnys lille biks. Den bestod mest af malerier hvor vi valgte et hvert. Det blev også til et enkelt lille tøjstykke hos Ronnys kone.
Den tidlige aften sluttes bedst på en strandbar. Vi gik til venstre og ned for enden til Kokomo beach bar hvor både drinks og udsigt var til en Sundowner.
