Rejsebeskrivelser

Formiddagens
dyk besluttede vi skulle foregå på husrevets sydlige del, hvor vi blev sejlet
ud med Zodiac og skulle samles op igen af en Zodiac.

Sigtbarheden
var rigtig fin og der var stort set ingen strøm. Vi rundede lige de 19,2 meter inden vi
lagde os i en dybde på de 10
meter. Et typisk revdyk med masser af lys, mange små
fisk, besøg af en Titan Triggerfish, murænen i sit skjul og flotte koraller.
Efter 30 minutter vendte vi rundt og gik op på 5-6 meter og fortsatte til
slutningen af dykket i denne dybde til de 60 minutter var gået.

Et fint langt
og meget roligt dyk gjorde os fortjent til frokost. Hulen tiltrak os og den
obligatoriske morfar indtraf.

Find en fisk – den er der men den er ikke let at se. Det var et tilfælde jeg lige fik øje på den. Den minder mest af alt en ulk, men dens camouflage er helt fantastisk.

Vi måtte på
revet igen for at se de store hajer. Denne gang med kamera klart og opsat på
spænding (jaws).

Vi blev droppet
midt på revet og gik ned på en dybde af 31,3 meter. Her hang vi
og kiggede ud i det blå for at få øje på om en hammerhaj skulle dukke op. Det
gjorde den ikke og vi runde det nordlige plateau hvor vi hang ud resten af
dykket.

En skildpadde
på bunden var alt hvad dette dyk kunne bidrage med. Det må vi kalde et
investerings dyk.

Da der nu ikke var så meget at se kan fakta om revet jo nævnes i stedet.

Elphinstone er et cigarformet rev, der er over 300 meter i længden. Det ligger i det sydlige Egypten tæt på Marsa Alam, dog ikke så sydligt som St. Johns Reefs. Det er opkaldt efter Admiral George Elphinstone, der var en britisk commander i Egypten i begyndelsen af det 19. århundrede. Dets enestående koraller og liv gør det til et af de bedste dykkersteder i Rødehavet.

Den nordlige og sydlige ende af Elphinstone har 100 meter bredde plateauer på mellem 20-40 meter, der er dækket af blødkoraller, kæmpe viftekoraller, svampe og piskekoraller. I den nordlige ende ser man tit rødtandede aftrækkerfisk i strømmen og store hestemakreller og barracudaer jager ofte her. Derudover ses ofte revhajer.

Kommer man tættere på væggen ser man de store viftekoraller og en masse overhangs og huller i væggen. Omkring væggen ses mange tusindvis af juvelfanebarser.

Ved det sydlige plateau ser man ofte oceanisk hvidtippede hajer, der er Elphinstones helt store trækplaster. De er tit meget nysgerrige og interesserede i dykkere og kommer ofte tilbage for at kigge endnu nærmere på en. Oceanisk hvidtippede hajer er meget sjældne overalt på jorden, så at møde dem her er enestående. De er dog ikke ufarlige, så hold øje med dem.

Den østlige væg er et fantastisk vægdyk, hvor den stærke strøm gør det til et super strømdyk. Væggen går lodret ned til mere end 100 meter i dybden. Væggen er dækket af blødkoraller i alle regnbuens farver. Her ses barracudaer, napoleonfisk, tunfisk og meget mere.

Perfekt for: Vægdykning, koraller og hajer
Dybde: 5 > 40 m
Sigtbarhed: 20 – 35 m
Strøm: Kan være stærk
Vandtemperatur: 23 – 30° C
Dykkererfaring: Øvede
Antal dykkersteder: 4

Dykkersæson: Hele året
Afstand: 20 minutter fra Marsa Shagra

Så lykkedes
det, at vi kom af sted på tur for at køre quadbikes i ørkenen. Kl. 15.00 sad vi
klar i receptionen og sammen med seks andre danskere blev vi transporteret i
minibus fem minutter fra lejren.

Vi blev taget i
mod i al hast af to guider. Skriv under her, har i tørklæder – nej, her 5 euro.
Så var vi ved at være klar, men det var ikke alle bikes. Der var lidt start
vanskeligheder, men vi kom af sted på en lang række. det gik ikke så hurtigt,
for vejen var meget bulet. Der var dog strækninger hvor man kunne få fart på.
Farten fejlede ikke noget, men optrækket var ringe. Det var nok også meget
godt.

Der gik ikke
længe før vi fik det første stop. Vi skulle se på nogle stenaflejringer og
guiderne skulle ryge. De forklarede at vi skulle holde pause i 10 minutter. Vi
protesterede alle da der ikke var nogle i gruppen der røg, og vi kom for at
køre. Det skulle ikke blive første gang dette skete. Vi fik forklaret guiderne
at pausen var slut.

På et stort
åbent landskab gjorde vi endnu et stop da en grupper på fire kameler kom
slentrende. Det var lige vand på guidernes mølle. Så kunne der ryges og de
kunne tage billeder for os alle sammen.

Vi kørte i både
små kløfter og åbent ørkenlandskab som var meget stenet. Det var ikke ørken med
sand som i Sahara. Snart kom det næste stop. Det var på en slette med enkelte
træer og lav bevoksning. I nærheden vogtede en beduin sine geder og hans søn
kom forbi og sagde hej. Guiden startede endnu engang sit pause show. Denne gang
skulle vi have taget billeder over sletten hver i sær. Vi havde luret dem. Når
den ene guide var færdig med at ryge så tændte den anden en smøg så kunne vi jo
ikke køre. Det begyndte at blive lidt belastende.

Endnu en etape
blev tilbagelagt og vi kom igen på åbent stykke hvor vi havde bjergene og solen
som var på vej ned. Det krævede så endnu et stop, hvor de havde tænkt sig at vi
skulle sidde og vente på at solen gik ned bag bjergene. Der blev det for meget
for hele gruppen. Vi var otte hvoraf de tre var teenager. Vi fik igen forklaret
guiderne at vi ikke skulle se nogen solnedgang her. De foreslog at vi så kunne
gå op på bakken og se den. De ville bare ikke forstå det, eller de ville prøve
at spare så meget benzin de kunne. Jo mere vi holdt stille – jo mere tjente de.
De forstod protesten og vi kom af sted igen. Vi kørte dog kun et par hundrede
meter så var vi ved et lille beduin sted.

Her var det
deres plan at vi skulle have te og friskbagt brød. Deres udfordring var nok
bare at vi kom for tidligt. Normalt ville de nok først være der efter solen var
gået ned bag bjergene, men vi var der jo før tid. Mutter fik klasket noget dej
sammen og begyndte at bage over åben ild.

Imens fik vi
igen forklaret at vi var kommet for at køre og vi gerne ville køre i sand. Igen
sagde de ja – ja. Det blev dog aldrig til noget. Vi fik vores beduin te og brød
som smagte rigtig fint. Beduinmutter fik en skilling for sin indsats.

Vi tog afsked
og drog af sted på det der skulle blive sidste etape hvor jeg kørte på fladt
bagdæk. Der var blevet mørkt og den fine udsigt var væk. Lyset fra lygterne var
lige nok til at se frem for sig. Undervejs stoppede de og pegede på nogle
sandmiler – “se der er sandmiler, var det ikke det i ville se”. Nu
kan det være der var nogen der blev tosset og det fik de at vide.

Efter en fin
lang køretur endte vi op hvor vi startede. Alle var irriteret over guiderne
fordi de ikke forstod at vi var kommet for at køre quadbike og ikke for at være
på sightseeing. De fik, på en pæn måde, at vide, at det ikke er OK at snyde på
den måde. Vi vil køre i sand og de sagde ja, men snød på vægten. De fik også
forklaret hvordan god service hænger sammen med drikkepenge. De fik selvsagt
ingen selvom de holdt sig til mens vi ventede på bussen. De ene håbede så meget
til det sidste at han endte med selv at køre bussen til vores camp. Det hjalp
ikke for alle var enige om at de havde fejlet denne gang.

Det kan lyde
som om det har været en dårlig tur. Det var det ikke. Oplevelsen var fin, men
bare ærgerligt at man skal bruge krudt på ikke at blive snydt. Vi fik dog noget
med hjem derfra. Vi var grå af støv fra turen og det betød at vi smuttede
direkte i bad med tøjet på.

Aften blev stille med et måltid mad – kylling – og fødderne oppe så vi
kan være klar til kl. 6.00 næste morgen.

Dagens andet
dyk, var inden frokost, på det sydlige husrev. Vi blev sejlet ud med en Zodiac
og skulle dykke retur. Revet er meget fint og sigtbarheden helt i top. Vi
svømmede langsomt og lod og bare betage af lyset og farverne. Et par stop var
nødvendige for at se på en ret stor muræne, en Titan Triggerfish som lod sig
filme og en kæmpe fisk på omkring en meter der stod stille i en lille hule.

Det var et
langt dyk både i afstand og tid, så at der var burger på buffeten var
velfortjent.

Se billeder HER

Femfemogfyrre
stod solen op sammen med os for vi skulle på Elphinstone. Revet som er kendt
for Longimanus også kaldet Oceanic whitetip sharks. Ikke at forveksle med
whitetip reef sharks.

Vi var en stor
gruppe og den egyptiske del af gruppen havde ikke meget styr på hverken tiden
eller processen ved afgang med båd til et dyk.

Af sted kom vi
dog en del forsinket. Turen ud til revet var i to både (ribs) og tog omkring 15
minutter. Revet er et advanced rev og vi havde fået briefing om strømforhold.
De fik tjekket det ud og den var ikke så god. Det betød at vi lå noget fra
revet og kiggede i det blå.

Det var ikke så
tosset for der gik ikke længe før Longimanusen dukkede op. To hajer kom os
faretruende i møde. Desværre var vores kamera ladet ordentlig op så det kan
ikke dokumenteres. Vi har dog lånt et vellignende foto. Der var desværre mange
dykkere i vandet så pladsen var lidt trang. Det betød dog ikke at det ikke var
fint. På et tidspunkt passerer den en haj inden for en meter forbi os. Her kunne
vi få en fornemmelse af størrelsen som var omkring de to meter.

Vi hang ud i
det blå på næsten hele dykket og ind imellem kom flere hajer forbi. Vi
afsluttede dykket med at drive med strømmen langs med revvæggen. Tiden under
vandet nåede helt op på en time inden vi kunne vende ind på land til morgenmad.

Jagten på noget “almindeligt” mad blev sat ind og
vi hyrede en minibus som kørte os til Marsa Alam. Det viste sig at være vores
buschauffør fra formiddagsdykket der kørte os. Han foreslog at vi kom omkring marinaen
og vi fik forklaret hvor de forskellige både sejlede hen. Han satte os af i
“downtown” Marsa Alam og vi aftalte hvad tid han skulle hente os.

Vi nåde både op og ned af hovedgaden med en afstikker i en
af sidegaderne. “That was it” vi havde overblik over downtown og
havde set det hele. Valget faldt på Dolce Salato som var italiensk
“restaurant”, med en ægte italiensk kvinde som ejer, kok, tjener og
opvasker i en og samme person.

Menuen blev pizza med pommes frites, som fin afveksling til
det egyptiske køkken i lejren.

Intentionerne var gode fra kokken og vi var ikke i tvivl om
evnerne, men hun er lidt lastet af ikke at have råvarerne. Det var et ok
måltid, men ikke noget der måler sig med det man får i Italien.

Mørket faldt på og byens lys blev tændt. Mændene havde
indfundet sig på de forskellige cafeer hvis ikke lige de var inde og blive
klippet i en af de utallige salons.

Vores chauffør var der som aftalt og vi kom pænt hjem til
lejren.

Jeg troede jeg bare skulle en tur ud og gå på revet med
kameraet, men det blev til lidt mere end det. Jeg fortsatte syd på af stranden
og ville tjekke ud om det var nogle flotte kvinder eller spændende natur. Det
første hotel, vores nabo, var der rimeligt med mennesker på og jeg havde set
hvad jeg skulle og gik videre.

Herfra blev jeg den ensomme vandre. Hotel efter hotel lå øde
hen som forladte spøgelsesbyer. Kæmpe store områder i forfald. Jeg satte næsen
længere mod syd og begyndte at få et mål i horisonten. Der lå er række store
huse jeg ville nå frem til. Som sædvanlig stil var jeg kommet lidt skævt af sted.
Troede jo jeg kun lige skulle ud på revet, så jeg havde solcreme på arme og
ansigt, 3 kameraer og ellers intet andet. Vand – nej, kasket – nej og klokken
var 13.00 – flot mr. Hendriksen.

Det gik jo meget godt alligevel. Jeg fik taget nogle
billeder af mig selv – jeg var jo den eneste der var der. På et enkelt hotel
kunne jeg se en som nok sad og holdt vagt – men måske af alt sov på vagten. Jeg
var næsten nået mit mål da jeg blev stoppet ved noget der skulle vise sig at
være et hotel i drift. Jeg måtte ikke passerer, selvom jeg prøvede at forklare
at jeg bare ville gå i strandkanten. Men nej – det var også fint nok for jeg
var ikke langt fra mit mål – så jeg vendte om.

På tilbagevejen gik
jeg gennem flere hotelområder og undrede mig over hvordan det var forladt. Jeg
hoppede endda ned i den ene pool og satte mig i poolbaren. Det var ikke noget
problem for der var ingen var i bassinet.

Da jeg kom ud fra poolområdet og ned
på stranden igen kom en gammel araber i kjortel mig i møde. Jeg tror han
prøvede at finde ud af hvilken vej jeg var kommet. Jeg forklarede at jeg havde
gået først den ene vej og nu var på retur. Han sagde vist at jeg blev nødt til
at gå tilbage mod syd. Nu var gode råd dyre – jeg skulle mod nord og det skulle
han ikke stoppe. Jeg gassede ham og ramte et ømt punkt. Jeg fortalte at han
måtte have sovet på sin vagt, fordi han jo ikke havde set jeg var gået sydpå. Jeg
pegede hen på den faldefærdige beachbar og lavede “du sov tegn”. Han
grinte og jeg havde fået ham, troede jeg. Nu lave han “giv mig penge
tegn” med fingrene så kunne jeg passerer. Jeg sluttede samtalen med at
smile og sige jeg ikke havde penge og så gik jeg med raske skridt.

Jeg var tilbage i lejren godt svedig og varm efter 4 kilometer og to timer
i solen. Det endte med en skøn tur i det klare vand som skulle have kølet mig
af. Det var dog ikke tilfældet for det var 30 gr. inde i vores lille bugt.

Torsdag bød på tur til Abu Dabbab hvor vi skulle have to
dyk. Klokken 7.00 pakkede vi vores kasser med grej som blev smidt på en
lastbil. Vi blev kørt i bus de 15 minutter det tager at komme dertil.

Abu Dabbab er et område med fin sandstrand, hotel og
dykkercamp. Vi var en lille gruppe på otte som skulle se efter Dugongs (søko).
Vi var opsat på det, men vidste at man ikke skal sælge skindet før bjørnen er
skudt.

Det ville blive to lette dyk hvor maks. dybden ikke ville
være mere end ni meter. Vi startede dykket fra stranden og bunden var med en
del søgræs. Ingen Dugongs, men til gengæld en der store skildpadder og Stingray
som var meget fotogene.

Andet dyk var på venstre side af stranden hvor der var
koralrev og en masse snorkler på grund af det lave vand. Man skulle passe på
ikke at blive ramt af deres finner. Dykket var noget af det rødehavet kan. Jeg
kalder det akvariedyk fordi sigtbarheden og lyset er i top kombineret med et
mylder af fisk og farvet koraller.

To fine dyk var slut og vi kunne vende tilbage til lejrens
frokost bord.