Jeg troede jeg bare skulle en tur ud og gå på revet med
kameraet, men det blev til lidt mere end det. Jeg fortsatte syd på af stranden
og ville tjekke ud om det var nogle flotte kvinder eller spændende natur. Det
første hotel, vores nabo, var der rimeligt med mennesker på og jeg havde set
hvad jeg skulle og gik videre.

Herfra blev jeg den ensomme vandre. Hotel efter hotel lå øde
hen som forladte spøgelsesbyer. Kæmpe store områder i forfald. Jeg satte næsen
længere mod syd og begyndte at få et mål i horisonten. Der lå er række store
huse jeg ville nå frem til. Som sædvanlig stil var jeg kommet lidt skævt af sted.
Troede jo jeg kun lige skulle ud på revet, så jeg havde solcreme på arme og
ansigt, 3 kameraer og ellers intet andet. Vand – nej, kasket – nej og klokken
var 13.00 – flot mr. Hendriksen.

Det gik jo meget godt alligevel. Jeg fik taget nogle
billeder af mig selv – jeg var jo den eneste der var der. På et enkelt hotel
kunne jeg se en som nok sad og holdt vagt – men måske af alt sov på vagten. Jeg
var næsten nået mit mål da jeg blev stoppet ved noget der skulle vise sig at
være et hotel i drift. Jeg måtte ikke passerer, selvom jeg prøvede at forklare
at jeg bare ville gå i strandkanten. Men nej – det var også fint nok for jeg
var ikke langt fra mit mål – så jeg vendte om.

På tilbagevejen gik
jeg gennem flere hotelområder og undrede mig over hvordan det var forladt. Jeg
hoppede endda ned i den ene pool og satte mig i poolbaren. Det var ikke noget
problem for der var ingen var i bassinet.

Da jeg kom ud fra poolområdet og ned
på stranden igen kom en gammel araber i kjortel mig i møde. Jeg tror han
prøvede at finde ud af hvilken vej jeg var kommet. Jeg forklarede at jeg havde
gået først den ene vej og nu var på retur. Han sagde vist at jeg blev nødt til
at gå tilbage mod syd. Nu var gode råd dyre – jeg skulle mod nord og det skulle
han ikke stoppe. Jeg gassede ham og ramte et ømt punkt. Jeg fortalte at han
måtte have sovet på sin vagt, fordi han jo ikke havde set jeg var gået sydpå. Jeg
pegede hen på den faldefærdige beachbar og lavede “du sov tegn”. Han
grinte og jeg havde fået ham, troede jeg. Nu lave han “giv mig penge
tegn” med fingrene så kunne jeg passerer. Jeg sluttede samtalen med at
smile og sige jeg ikke havde penge og så gik jeg med raske skridt.

Jeg var tilbage i lejren godt svedig og varm efter 4 kilometer og to timer
i solen. Det endte med en skøn tur i det klare vand som skulle have kølet mig
af. Det var dog ikke tilfældet for det var 30 gr. inde i vores lille bugt.