



Eftermiddagsturen var efter eftermiddagsluren. Vi ville se hvad hotellerne nord for vores lejr bød på. Det kunne være vi kunne få en udsøgt middag i deres restaurant. Vi travede af sted over det golde terræn og var fremme på 10 minutter. Jo tættere vi kom på hotellet jo mere spooky så det ud.
Der var ikke rigtig nogle mennesker. Der var dog lidt personale her og der. Alt så lukket og slukket ud. Da vi var inde på området som var kæmpe stort var der dog en lille strandbar der var åben og der lå fire gæster på strandbrikse.
Vi fortsatte af en slags promenade som havde set bedre tider. Vi nåede hvad der viste sig at være skellet mellem to hoteller. Calimera Habiba Beach Resort og Kahramana Beach Resort. Se på KORT.
Kahramana var et kæmpe område med amfiteatre, sportsbaner, barer, butiksarkade, strandområder, legepladser, vandland og restauranter. Det underlige var bare at alt var forladt. Vi var de eneste mennesker på området.
Butikkerne var lukkede, men der var stadig vare bag de støvede vinduer og der var lys enkelte steder. Ud for en smukkebutik lå stadig perler og nips til at lave smykker med.
Det var som om nogle havde låst og smidt nøglen væk for længe siden. Alt var forladt og bygninger i forfald. En meget underlig oplevelse at gå rundt på sådan et hotelområde.
Vi talte med en på baren ved Calimera hotellet som fortalte at det forladte hotel var lukket for to år siden. Det andet hotel havde kun 55 gæster lige nu. Han forklarede at det var lav sæson og at de ville komme til december.
Vi kunne ikke få det til at hænge sammen. Vi taler om et hotel med 4 store pools, vandland og i følge deres hjemmeside 334 værelser.
