Blog Image

Rejsebeskrivelser

En tur i hulen med Lyngby

Egypten 2017 Posted on 22 okt, 2017 14:47:20

Så blev det
eftermiddag og siden sidst har vi været på det sydlige rev Zodiac – shore. Et
langt og godt dyk på revet som sluttede på minuttallet 60.

Vores
favorittjener bød os velkomne til frokost og havde ventet os. Han var øv over
at vi var smuttet så hurtigt til frokost i går og at vi ikke var der til aften.
Han havde forberedt en special ting til os. Derfor måtte vi ikke smutte så
hurtigt i dag. Heldigvis bestod buffeten ikke af noget særligt spændende så vi
havde ikke spist så meget. Vi satte os til rette og slappe af og ventede på
hvad overraskelsen bestod i.

Han kom storsmilende
med en tallerken fuld af friturestegt kylling med indbagt ost og pommes frites. Det fik smilene frem hos os og
han var dagens mand. Vi forklarede dog at det var ærgerligt han ikke lige havde
sagt noget for så kunne vi måske have spist op. Det var en fin frokost hvis vi
bare ser bort fra det første.

Hulen var klar
til os så vi kunne slappe af og nyde udsigten. Vores Lyngbyfane blev placeret i
sandet og radioen skruet ind på P3 sport. Efter 5 minutter var Lyngby foran så
det kan jo ikke være meget bedre. Vi håber at vi holder os vågne til at høre
slutfløjtet. Risikoen for at det ikke lykkes er stor da vi efterhånden er
flyttet ind i hulen og har vores hovedpuder med.

Lyngbyfanen vejre fint i solen



Langt ude i det blå

Egypten 2017 Posted on 22 okt, 2017 11:01:58

Vi er ved at
vænne os til de tidlige morgenstunder, så der er ro på og alt klapper.
Morgenturen gik igen til Elphinestone denne gang med en lille gruppe uden
araber. Det var en sand fornøjelse og det viste sig også at vi var på revet 20
minutter før end vi plejer.

Vi har aftalt
med vores divemaster at vi gik efter Longimanus (Oceanic Whitetip Shark). Den
var han helt med på og havde en plan. Det betød at han måtte tjekke
strømforholdene 3 gange inden vi fik go for at hoppe i.

Planen viste
sig at være god for vi hoppede direkte ned i en ret stor som, som desværre
allerede var på vej ud i det blå. På samme sted så vi også et par tun under os.
Vi fulgte divemasteren som cirklede rundt et stykke fra revet så vi kun kunne
se det blå og en gang imellem dukkede revet op igen. Dybden på dykket startede
ud omkring de 20 meter
men vi gik hurtigt op til omkring 5-8 meter hvor vi blev resten af dykket. Det var
et godt valg for snart kom der endnu en haj forbi os, men den havde sat sig for
at tjekke båden ud som var over os.

På slutningen
af dykket var det som om vi havde set hvad vi skulle, men igen ud af det blå
kom endnu et haj som kom ret tæt forbi os. Den tog sig ikke meget af os og
forsatte rask videre i det blå.

Vi fik hvad vi
var kommet efter og denne gang fik vi også både billeder og video i kassen.

Klokken 9.00
sad vi sultne og godt tilfredse ved vores morgenbord, og kunne kigge ned på
vores hule, som vi snart skulle indtage til formiddagens afslapning.



Marsa Alam by night.

Egypten 2017 Posted on 22 okt, 2017 10:51:31

Vi havde
bestemt os hjemmefra hvor vi ville spise, med mindre det så forfærdeligt ud. Vi
blev sat af ved El Mashrabia restauranten og tjekkede det ud – hvem skulle tro
vi frivilligt valgte en egyptisk restaurant. Det så fornuftigt ud og vi valgte
at slå os ned. Vi blev betjent meget hurtigt og de var om os hele tiden på den
gode måde.

Vi fik
forklaret – de var ikke så gode til engelsk – at vi ville prøve lidt
forskelligt. Som aftalt kom de med forskellige retter – mixet grill, stuffed
eggplant, kartofler i sovs, flad brød, pommes frites, dyppelse og nogle
dressinger. Hertil blev serveret to kolde sodavand. Vi fik et hjørne hvor vi
kunne se alt hvad der foregik. Vi var tæt på grillen og heppede på kokken mens
vi havde styr på hvem der kom. Det skulle vise sig at der var et rend uden lige.
Det må være en meget anerkendt restaurant for de lokale, for de kom i en lind
strøm og hentede takeaway.

Vi kom i gang
med maden og den smagte fantastisk – hvem skulle tro det – og så fra min mund.
Mad var der nok af og vi måtte opgive at spise op. Vi bad om regningen og
tænkte det ville nok ikke ville koste alverden selvom vi havde fået meget – vi
nåede også at få to sodavand hver.

Regningen blev
overleveret og vi måtte bøde 297 egyptiske pund. Med lidt hjælp fra nettet og
valutakurser fik vi det omregnet til 106 danske kroner. Vi valgte at betale
lidt ekstra i drikkepenge og takkede for udsøgt mad.

Vi slentrede op
af hvad der må være “hovedgaden” og der var noget mere liv end første
gang vi var der. Der blev røget vandpiber på stribe og der var sågar en
“sportsbar” hvor der blev vist premierleage på hele to skærme. Vi var
på vej retur da en sidegade fangede vores interesse. Da vi nåede enden af den
viste det sig at der fandtes en lidt anden del af byen, vi kan kalde det
parallelsamfund, i hvert fald en parallelgade kun med grus.

Her var et helt
andet leben. Der var butikker hvor de lokale kunne handle alt fra el-artikler,
bilreservedele, hvidevareservice, levende høns, frugt og grønt, isenkram. Der
var en playstation og netcafe for de unge. Der var godt gang i den og ungerne
spille bold i gaden. Per fik hurtigt drilbet et par bolde med dem og snart var
de syv-otte stykker der løb og spillede med ham alt imens biler kørte ud og ind
mellem dem. Det blev til en lille sludder inden vores chauffør kom og samlede
os op. En dejlig aften med en stor kulturberigelse.

Lidt byliv. Der ses pendanter til Thansen, El-giganten og Harald-Nyborg

smiley se et par film her
Streetsoccer og

Streetlife



Pas på krokodiller

Egypten 2017 Posted on 22 okt, 2017 10:41:26

Jeg brugte
eftermiddagen på at snorkle på det sydlige rev. Jeg havde god tid til at kigge
og filme en masse småfisk som dog mistede min interesse da jeg fik øje på en
krokodille fisk.

De ligger ofte
og trykker sig flade på en sten eller anden flad bund og kan være svære at få
øje på. Det var også lige før jeg havde over set den. Nu lå den på omkring 2 meters dybde og jeg
havde kun snorkel på. Det betød jo at jeg måtte fylde lungerne og få min krop
derned mens jeg også skulle have styr på kamera. Det hele skulle helst foregå
uden at forstyrre fisken som var omkring 80 centimeter lang.
Første skud kom i kassen uden den så meget som løftede et øje. Jeg fik blod på
tanden, tog ny luft ind dykkede nu mens jeg filmede. Samme som før, man skulle
tro den var død.

Nu kunne jeg
tage den med ro og lave en plan for hvordan jeg ville tage billeder og filme.
Måske det er den krokodillefisk der er blevet filmet fra flest vinkler her i
området.

Jeg vågede mig
tættere og tættere på for hver gang indtil den alligevel syntes jeg var for tæt
på. Den rejste sin takkede rygfinne og svømmede en runde og lagde sig op på det
lave rev. Jeg var hurtig og fik filmet dens tur så jeg rigtig kunne se den
folde sine finner ud.

Med ro på igen
og denne gang lå den kun på omkring en halv meter vand hvilket var min fordel.
Nu kunne jeg bare ligge i overfladen og filme. Jeg fik lov at tage en tur rundt
om den og tage nogle smukke billeder før den gled af og forsvandt henover det
lave rev.

Sådan fik jeg
mere end en time til at gå med snorkel og maske.



Zodiac – Zodiac

Egypten 2017 Posted on 22 okt, 2017 10:38:10

Formiddagens
dyk besluttede vi skulle foregå på husrevets sydlige del, hvor vi blev sejlet
ud med Zodiac og skulle samles op igen af en Zodiac.

Sigtbarheden
var rigtig fin og der var stort set ingen strøm. Vi rundede lige de 19,2 meter inden vi
lagde os i en dybde på de 10
meter. Et typisk revdyk med masser af lys, mange små
fisk, besøg af en Titan Triggerfish, murænen i sit skjul og flotte koraller.
Efter 30 minutter vendte vi rundt og gik op på 5-6 meter og fortsatte til
slutningen af dykket i denne dybde til de 60 minutter var gået.

Et fint langt
og meget roligt dyk gjorde os fortjent til frokost. Hulen tiltrak os og den
obligatoriske morfar indtraf.

Find en fisk – den er der men den er ikke let at se. Det var et tilfælde jeg lige fik øje på den. Den minder mest af alt en ulk, men dens camouflage er helt fantastisk.



Elphinestone med stor forventninger

Egypten 2017 Posted on 22 okt, 2017 10:32:13

Vi måtte på
revet igen for at se de store hajer. Denne gang med kamera klart og opsat på
spænding (jaws).

Vi blev droppet
midt på revet og gik ned på en dybde af 31,3 meter. Her hang vi
og kiggede ud i det blå for at få øje på om en hammerhaj skulle dukke op. Det
gjorde den ikke og vi runde det nordlige plateau hvor vi hang ud resten af
dykket.

En skildpadde
på bunden var alt hvad dette dyk kunne bidrage med. Det må vi kalde et
investerings dyk.

Da der nu ikke var så meget at se kan fakta om revet jo nævnes i stedet.

Elphinstone er et cigarformet rev, der er over 300 meter i længden. Det ligger i det sydlige Egypten tæt på Marsa Alam, dog ikke så sydligt som St. Johns Reefs. Det er opkaldt efter Admiral George Elphinstone, der var en britisk commander i Egypten i begyndelsen af det 19. århundrede. Dets enestående koraller og liv gør det til et af de bedste dykkersteder i Rødehavet.

Den nordlige og sydlige ende af Elphinstone har 100 meter bredde plateauer på mellem 20-40 meter, der er dækket af blødkoraller, kæmpe viftekoraller, svampe og piskekoraller. I den nordlige ende ser man tit rødtandede aftrækkerfisk i strømmen og store hestemakreller og barracudaer jager ofte her. Derudover ses ofte revhajer.

Kommer man tættere på væggen ser man de store viftekoraller og en masse overhangs og huller i væggen. Omkring væggen ses mange tusindvis af juvelfanebarser.

Ved det sydlige plateau ser man ofte oceanisk hvidtippede hajer, der er Elphinstones helt store trækplaster. De er tit meget nysgerrige og interesserede i dykkere og kommer ofte tilbage for at kigge endnu nærmere på en. Oceanisk hvidtippede hajer er meget sjældne overalt på jorden, så at møde dem her er enestående. De er dog ikke ufarlige, så hold øje med dem.

Den østlige væg er et fantastisk vægdyk, hvor den stærke strøm gør det til et super strømdyk. Væggen går lodret ned til mere end 100 meter i dybden. Væggen er dækket af blødkoraller i alle regnbuens farver. Her ses barracudaer, napoleonfisk, tunfisk og meget mere.

Perfekt for: Vægdykning, koraller og hajer
Dybde: 5 > 40 m
Sigtbarhed: 20 – 35 m
Strøm: Kan være stærk
Vandtemperatur: 23 – 30° C
Dykkererfaring: Øvede
Antal dykkersteder: 4

Dykkersæson: Hele året
Afstand: 20 minutter fra Marsa Shagra