Rejsebeskrivelser

Vi tænkte at
Adventure Magnificent Heights forkortet AMH skulle have en chance mere med
Quadbikes. Kl. 14.30 sharp stod vores guide fra den først tur i receptionen for
at hente os. Aftalerne kom i stand og han undskyldte flere gange for den sidste
tur.

Vi kom hurtigt
i gang og det viste sig at det var en ny guide vi skulle have. Mohammed fra
Luxor var helt klar på hvad vi ville have og han havde fået ordre fra bossen om
at vi bare skulle have det sjovt.

Vi kørte ud af
gårdspladsen og ind mod ørkenen, men kom hurtigt en ny vej vi ikke havde kørt
på. Ruten gik mod nord og han skiftede pludselig kurs væk fra ørkenen. Hmmm –
hvad nu kunne man tænke. Vi krydsede hovedvejen og snart var vi nede på
stranden. Jeg skal lige fortælle at der er riv i de maskiner når underlaget
ellers er til det.

Med en arm i
vejret fik jeg stoppet Mohammed og forklaret at vi gerne vi have noget video. Den
var han helt med på og gjorde sig som den store instruktør. Han kørte i
forvejen og vi gav den gas som de værste ørkenrotter med persertørklæder og
solbriller.

Vores første
rigtige stop blev på det nordligste af stranden vi kunne køre. Det var fint
lige at nyde udsigten og få en sludder med Mo som endnu engang undskyldte på
firmaets vegne. Det var ikke sidste gang han gjorde det – det var hver gav vi
stoppede og gerne flere gange. Han gjorde et godt job og vi lagde ikke skjul på
at vi var super tilfredse med indsatsen.

Vi fik mere
strand da vi fortsatte, for vi vendte om og kørte samme vej tilbage. Krydsede
hovedvejen igen og nu skulle vi rigtig ind i ørkenen.

Underlaget man
kører på er ligesom stabiltgrus. Dog er der ind imellem sten på størrelse med
en hånd og op til et hoved. Selvom det minder om stabiltgrus så er der intet
der er stabilt. Ruterne man kører på er mange steder rynkede som sandbunden på
stranden. Mange steder er lunkerne som mellemstore dyninger.

Vi kørte af
helt andre veje og det var fedt at se noget nyt. Underlaget begyndte at blive
meget sandet og vi kørte gennem et terræn hvor der kunne minde om en
skislalombane. Vi havde fart på men jeg kunne alligevel få filmet turen gennem
svingene. Slalombanens slutning gav os et naturligt stop da vi var nået frem
til en meget stor sandmile som er det vi mens vil betegne som ørken.

Vi havde flere
gange spurgt om ikke vi kunne komme ud og køre i sanddynerne, men nu kunne vi
ved selvsyn se at det faktisk ikke var muligt at køre i det med de quadbikes vi
havde.

Vi gjorde holdt
og kravlede op på toppen af sanddynen og fik en fin udsigt og taget de billeder
der skulle til inden vi gled ned igen. Ved foden af dynen var det helt naturligt
at tømme skoene for sand som var fyldt halvt op med det lækreste sand.

Næste etape
bestod af lange strækninger med åben slettelandskab og fede udsigter. Her var
igen mulighed for at give den gas. Eneste ulempe ved at give den gas et det
støv der hvirvles op, men det er jo kun et spørgsmål om ikke at ligge bagerst.
Vi kom forbi steder vi havde været men Mo fortsatte videre ind mellem bjergene
hvor vi helt naturligt igen stoppede. Det var ikke muligt at køre længere da
underlaget var blevet alt for sandet og derfor for blødt at køre i. Pausen
brugte vi til at tage nogle billeder og fik lidt information om vegetationen og
kameler.

Solen var ved
at være på det sidste inden den skulle ned bag bjergene. Vi kørte med den i
ryggen og tilbage på de åbne sletter hvor vi satte kursen mod beduinerne. Vi
var de eneste da vi ankom og besluttede at vi gerne ville have te og brød. Der
gik ikke lang tid før en mindre gruppe stødte til og alt var helt afslappet. Der
var noget helt andet i dag hvor vi ikke var irriteret over guiden. Mo var meget
opmærksom på og ved du hvad han spurgte om…

Sidste etape
gik af samme rute som vi havde kørt på den første tur. Jeg skal lige sige det
ikke er ret let at køre på disse ruter i skumringen med solbriller på. Så tag
dem dog af – tja hvorfor ikke. Jo simpelthen fordi det ikke er så fedt at ligge
bagerst og få alt støvet. Sidste del at turen foregik i helt mørke og trods
støv var det nemt at se både stjernerne og månen.

Ingen ventetid på
gårdspladsen denne gang. Mohammed kørte os til lejren hvor han meget fortjent
scorede gode drikkepenge. Han lyttede til vores ønsker og vi fik det – det kom
godt retur til ham.

Derfor – skal
du prøve sådan en tur i Egypten, så lav en ordentlig aftale inden du tager af sted,
ellers tager de dig ved næsen og i sidste ende din pengepung.

Video fra denne fantastiske tur:

Quadbikes del 1 – HER
Quadbikes del 2 – HER
Beduin brød – HER

Så var den sidste chance for at dykke. Det blev vores 12. dyk på denne tur. Med båden ud og båden hjem. Tiden imellem brugt vi på 10 – 12 meters vand hvor vi gled langsomt gennem vandet. Per hængende og flyde, mig med hoved bag kameraet i forsøg på at få det sidste skud i kassen.

Vi havde et enkelt sted hvor vi kunne passerer noget der kunne minde om huledyk. Båden lod vente på sig og vi hang og ventede med den skønne udsigt 3 meter under overfladen. Da uret passerede 67 minutter var han der og vi kunne afslutte denne del af turen.

Så gik vi efter den store gevinst. Mohammed var igen vores guide og han havde en plan igen – som man siger “Plan your dive – dive your plan”. Som sagt så gjort vi gik efter longimanus igen. Et langt dyk langs væggen hen til det sydlige plateau hvor strømmen var meget stærk. Det var ikke muligt at komme hen over plateauet, men vi lod os flyde ud i det blå med finner på. Kan gøre det kort – hang der til det 57ende minut og blev sendt op. Ingen longimanus. MEEEEEEEN vi var lige kommet op i båden så kredsede der en rundt om båden og gik ned igen. Vi taler om eet minut længere så havde vi set den.

Eneste at kigge på var dette…

Så blev det
eftermiddag og siden sidst har vi været på det sydlige rev Zodiac – shore. Et
langt og godt dyk på revet som sluttede på minuttallet 60.

Vores
favorittjener bød os velkomne til frokost og havde ventet os. Han var øv over
at vi var smuttet så hurtigt til frokost i går og at vi ikke var der til aften.
Han havde forberedt en special ting til os. Derfor måtte vi ikke smutte så
hurtigt i dag. Heldigvis bestod buffeten ikke af noget særligt spændende så vi
havde ikke spist så meget. Vi satte os til rette og slappe af og ventede på
hvad overraskelsen bestod i.

Han kom storsmilende
med en tallerken fuld af friturestegt kylling med indbagt ost og pommes frites. Det fik smilene frem hos os og
han var dagens mand. Vi forklarede dog at det var ærgerligt han ikke lige havde
sagt noget for så kunne vi måske have spist op. Det var en fin frokost hvis vi
bare ser bort fra det første.

Hulen var klar
til os så vi kunne slappe af og nyde udsigten. Vores Lyngbyfane blev placeret i
sandet og radioen skruet ind på P3 sport. Efter 5 minutter var Lyngby foran så
det kan jo ikke være meget bedre. Vi håber at vi holder os vågne til at høre
slutfløjtet. Risikoen for at det ikke lykkes er stor da vi efterhånden er
flyttet ind i hulen og har vores hovedpuder med.

Lyngbyfanen vejre fint i solen

Vi er ved at
vænne os til de tidlige morgenstunder, så der er ro på og alt klapper.
Morgenturen gik igen til Elphinestone denne gang med en lille gruppe uden
araber. Det var en sand fornøjelse og det viste sig også at vi var på revet 20
minutter før end vi plejer.

Vi har aftalt
med vores divemaster at vi gik efter Longimanus (Oceanic Whitetip Shark). Den
var han helt med på og havde en plan. Det betød at han måtte tjekke
strømforholdene 3 gange inden vi fik go for at hoppe i.

Planen viste
sig at være god for vi hoppede direkte ned i en ret stor som, som desværre
allerede var på vej ud i det blå. På samme sted så vi også et par tun under os.
Vi fulgte divemasteren som cirklede rundt et stykke fra revet så vi kun kunne
se det blå og en gang imellem dukkede revet op igen. Dybden på dykket startede
ud omkring de 20 meter
men vi gik hurtigt op til omkring 5-8 meter hvor vi blev resten af dykket. Det var
et godt valg for snart kom der endnu en haj forbi os, men den havde sat sig for
at tjekke båden ud som var over os.

På slutningen
af dykket var det som om vi havde set hvad vi skulle, men igen ud af det blå
kom endnu et haj som kom ret tæt forbi os. Den tog sig ikke meget af os og
forsatte rask videre i det blå.

Vi fik hvad vi
var kommet efter og denne gang fik vi også både billeder og video i kassen.

Klokken 9.00
sad vi sultne og godt tilfredse ved vores morgenbord, og kunne kigge ned på
vores hule, som vi snart skulle indtage til formiddagens afslapning.

Vi havde
bestemt os hjemmefra hvor vi ville spise, med mindre det så forfærdeligt ud. Vi
blev sat af ved El Mashrabia restauranten og tjekkede det ud – hvem skulle tro
vi frivilligt valgte en egyptisk restaurant. Det så fornuftigt ud og vi valgte
at slå os ned. Vi blev betjent meget hurtigt og de var om os hele tiden på den
gode måde.

Vi fik
forklaret – de var ikke så gode til engelsk – at vi ville prøve lidt
forskelligt. Som aftalt kom de med forskellige retter – mixet grill, stuffed
eggplant, kartofler i sovs, flad brød, pommes frites, dyppelse og nogle
dressinger. Hertil blev serveret to kolde sodavand. Vi fik et hjørne hvor vi
kunne se alt hvad der foregik. Vi var tæt på grillen og heppede på kokken mens
vi havde styr på hvem der kom. Det skulle vise sig at der var et rend uden lige.
Det må være en meget anerkendt restaurant for de lokale, for de kom i en lind
strøm og hentede takeaway.

Vi kom i gang
med maden og den smagte fantastisk – hvem skulle tro det – og så fra min mund.
Mad var der nok af og vi måtte opgive at spise op. Vi bad om regningen og
tænkte det ville nok ikke ville koste alverden selvom vi havde fået meget – vi
nåede også at få to sodavand hver.

Regningen blev
overleveret og vi måtte bøde 297 egyptiske pund. Med lidt hjælp fra nettet og
valutakurser fik vi det omregnet til 106 danske kroner. Vi valgte at betale
lidt ekstra i drikkepenge og takkede for udsøgt mad.

Vi slentrede op
af hvad der må være “hovedgaden” og der var noget mere liv end første
gang vi var der. Der blev røget vandpiber på stribe og der var sågar en
“sportsbar” hvor der blev vist premierleage på hele to skærme. Vi var
på vej retur da en sidegade fangede vores interesse. Da vi nåede enden af den
viste det sig at der fandtes en lidt anden del af byen, vi kan kalde det
parallelsamfund, i hvert fald en parallelgade kun med grus.

Her var et helt
andet leben. Der var butikker hvor de lokale kunne handle alt fra el-artikler,
bilreservedele, hvidevareservice, levende høns, frugt og grønt, isenkram. Der
var en playstation og netcafe for de unge. Der var godt gang i den og ungerne
spille bold i gaden. Per fik hurtigt drilbet et par bolde med dem og snart var
de syv-otte stykker der løb og spillede med ham alt imens biler kørte ud og ind
mellem dem. Det blev til en lille sludder inden vores chauffør kom og samlede
os op. En dejlig aften med en stor kulturberigelse.

Lidt byliv. Der ses pendanter til Thansen, El-giganten og Harald-Nyborg

se et par film her
Streetsoccer og

Streetlife

Jeg brugte
eftermiddagen på at snorkle på det sydlige rev. Jeg havde god tid til at kigge
og filme en masse småfisk som dog mistede min interesse da jeg fik øje på en
krokodille fisk.

De ligger ofte
og trykker sig flade på en sten eller anden flad bund og kan være svære at få
øje på. Det var også lige før jeg havde over set den. Nu lå den på omkring 2 meters dybde og jeg
havde kun snorkel på. Det betød jo at jeg måtte fylde lungerne og få min krop
derned mens jeg også skulle have styr på kamera. Det hele skulle helst foregå
uden at forstyrre fisken som var omkring 80 centimeter lang.
Første skud kom i kassen uden den så meget som løftede et øje. Jeg fik blod på
tanden, tog ny luft ind dykkede nu mens jeg filmede. Samme som før, man skulle
tro den var død.

Nu kunne jeg
tage den med ro og lave en plan for hvordan jeg ville tage billeder og filme.
Måske det er den krokodillefisk der er blevet filmet fra flest vinkler her i
området.

Jeg vågede mig
tættere og tættere på for hver gang indtil den alligevel syntes jeg var for tæt
på. Den rejste sin takkede rygfinne og svømmede en runde og lagde sig op på det
lave rev. Jeg var hurtig og fik filmet dens tur så jeg rigtig kunne se den
folde sine finner ud.

Med ro på igen
og denne gang lå den kun på omkring en halv meter vand hvilket var min fordel.
Nu kunne jeg bare ligge i overfladen og filme. Jeg fik lov at tage en tur rundt
om den og tage nogle smukke billeder før den gled af og forsvandt henover det
lave rev.

Sådan fik jeg
mere end en time til at gå med snorkel og maske.