Jagten på noget “almindeligt” mad blev sat ind og vi hyrede en minibus som kørte os til Marsa Alam. Det viste sig at være vores buschauffør fra formiddagsdykket der kørte os. Han foreslog at vi kom omkring marinaen og vi fik forklaret hvor de forskellige både sejlede hen. Der var lige lidt checkpoint på vejen.

Han satte os af i “downtown” Marsa Alam og vi aftalte hvad tid han skulle hente os.
Vi nåde både op og ned af hovedgaden med en afstikker i en af sidegaderne. “That was it” vi havde overblik over downtown og havde set det hele. Valget faldt på Dolce Salato som var italiensk “restaurant”, med en ægte italiensk kvinde som ejer, kok, tjener og opvasker i en og samme person.

Menuen blev pizza med pommes frites, som fin afveksling til det egyptiske køkken i lejren.
Intentionen var god fra kokken og vi var ikke i tvivl om evnerne, men hun er lidt lastet af ikke at have råvarerne. Det var et ok måltid, men ikke noget der måler sig med det man får i Italien.

Mørket faldt på og byens lys blev tændt. Mændene havde indfundet sig på de forskellige cafeer, måske trætte i bagen efter at have siddet på knallert hele dagen. De kan også have været inde og blive klippet i en af de utallige salons.
Vores chauffør var der som aftalt og vi kom pænt hjem til lejren.
