Jeg troede jeg bare skulle en tur ud og gå på revet med kameraet, men det blev til lidt mere end det. Jeg fortsatte syd på af stranden og ville tjekke ud om det var nogle flotte kvinder eller spændende natur. Det første hotel, vores nabo, var der rimeligt med mennesker på og jeg havde set hvad jeg skulle og gik videre.

Herfra blev jeg den ensomme vandre. Hotel efter hotel lå øde hen som forladte spøgelsesbyer. Kæmpe store områder i forfald. Jeg satte næsen længere mod syd og begyndte at få et mål i horisonten. Der lå er række store huse jeg ville nå frem til. Som sædvanlig stil var jeg kommet lidt skævt af sted.
Troede jo jeg kun lige skulle ud på revet, så jeg havde solcreme på arme og ansigt, 3 kameraer og ellers intet andet. Vand – nej, kasket – nej og klokken var 13.00 – flot mr. Hendriksen.

Det gik jo meget godt alligevel. Jeg fik taget nogle billeder af mig selv – jeg var jo den eneste der var der. På et enkelt hotel kunne jeg se en som nok sad og holdt vagt – men måske af alt sov på vagten. Jeg var næsten nået mit mål da jeg blev stoppet ved noget der skulle vise sig at være et hotel i drift. Jeg måtte ikke passerer, selvom jeg prøvede at forklare at jeg bare ville gå i strandkanten. Men nej – det var også fint nok for jeg var ikke langt fra mit mål – så jeg vendte om.

På tilbagevejen gik jeg gennem flere hotelområder og undrede mig over hvordan det var forladt. Jeg hoppede endda ned i den ene pool og satte mig i poolbaren. Det var ikke noget problem for der var ingen var i bassinet.

Da jeg kom ud fra poolområdet og ned på stranden igen kom en gammel araber i kjortel mig i møde. Jeg tror han prøvede at finde ud af hvilken vej jeg var kommet. Jeg forklarede at jeg havde gået først den ene vej og nu var på retur. Han sagde vist at jeg blev nødt til at gå tilbage mod syd. Nu var gode råd dyre – jeg skulle mod nord og det skulle han ikke stoppe. Jeg gassede ham og ramte et ømt punkt. Jeg fortalte at han måtte have sovet på sin vagt, fordi han jo ikke havde set jeg var gået sydpå. Jeg pegede hen på den faldefærdige beachbar og lavede “du sov tegn”. Han grinte og jeg havde fået ham, troede jeg. Nu lave han “giv mig penge tegn” med fingrene så kunne jeg passerer. Jeg sluttede samtalen med at smile og sige jeg ikke havde penge og så gik jeg med raske skridt.

Jeg var tilbage i lejren godt svedig og varm efter 4 kilometer og to timer i solen. Det endte med en skøn tur i det klare vand som skulle have kølet mig af. Det var dog ikke tilfældet for det var 30 gr. inde i vores lille bugt.