Vi foreslog at vi kunne se en spice garden og samtidig få frokost. Hans firma anbefalede et sted på vejen. Der var gratis entre på deres regning. Vi tænkte det kunne være en god ide, og forestillingen om hvad det var begyndte. Ville det være kokkens baggård med 5 slags krydderurter i krukker og så var det det?

Vi nåede frem til Ranweli hvor der var mange minibusser og folk der stimlede over vejen. I løbet af et øjeblik havde Tissa fået parret os med en af guiderne. Vi kom også over vejen og så startede en spændende tur gennem er lille have med mange af de planter, urter, frugter, træer og krydderier.

Vores guide havde studeret i Tyskland i 5 år og kendte rigtig mange danske ord for de forskellige ting. Selvom det var en lille have med stisystem og der var andre mennesker, virkede det ikke presset. Han viste vanilje, kanel, aloe vera, chokolade, peber, nelliker, ingefær og mange andre ting. Vi fik demonstreret hvad de forskellige ting kunne bruges til. Først var det en olie som var godt mod hovedpine, som han masserede på vores pande, tinding og næseryg. Så kom turen til aloe vera som var blevet til en creme der var godt for huden. Smagsprøve på en helsete af urter og krydderier der smagt ret godt.

Vi var ved at være igennem haven, som kun blev brugt til showroom, det egentlige gartneri lå længere bagude. Vi var nået dertil hvor alle artiklerne kunne demonstreres og vi fik udleveret en liste så vi kunne krydse af hvad vi kunne tænke os at købe. Der var ingen tvang, men vi var alligevel fristet af mange ting. Guiden gik med os i butikken og vi fik handlet cremer, te og krydderurter. Det var vist en god forretning for dem.

Vi tog afsked med guiden og takkede for den fine gennemgang. Han havde gjort det fantastisk og vi kan kun anbefale et besøg og få den indsigt.

Vi krydsede vejen igen og kunne indtage vores mad.