Nu var jeg jo blevet varmet op med turen i kajak, så kunne jeg jo lige så godt fortsætte med at få noget motion. Jeg havde sat mig for at gå op til viewpoint som ligger midt på øen hævet 167 meter over havet.
Denne gang var jeg forberedt og havde fået forklaret hvordan jeg kom derop. Så knallerten hjalp mig til Nurse house og kort efter det kunne jeg parkere og starte opstigningen. Jeg vidste ikke på det tidspunkt hvor langt der var til toppen eller i hvilket terræn det var.
Skilte bruger man ikke så meget af, men venlige sjæle havde malet røde pile på træerne i starten så man var ikke i tvivl om hvilken vej man skulle gå. Første del var gennem plantagen med træer hvor man udvinder gummi. Skålene ved den hvide væske hang på træerne og gummien løb fra snittene i barken, ned af et lille stykke skinne der var trykket ind i barken og dryppede så ned i skålen. Jeg har tidligere fået fortalt at det tager cirka en uge for en skål et fyldt. I gummiplantagen var det en støj uden lige fra alle cikaderne og det var ikke svært at få øje på dem.
Efter gummiplantagen svinger man til venstre og går kort gennem en lille plantage med bananpalmer og her sluttede de røde pile, for nu var der ikke noget tvivl om hvilken vej man skulle gå. For det første begyndte det at gå opad og stien var meget smal, stenet og fyldt med rødder.
Solen stod direkte ind på denne side af bjergsiden og træerne gjorde at der ikke var særligt meget vind, så sveden haglede af mig og tempoet var meget trægt.
På et tidspunkt blev det så stejlt at der var hængt reb op man kunne holde i og sten og rødder gjorde det ud for en slags trappetrin.
Der gik et engelsk par foran mig som jeg brugte som pace. Selvom om de var unge lykkedes det mig at overhale dem på vejen og vi udvekslede kort et par ord.
Det var ikke mange der kom ned oppefra, men dem der kom svedte også en del
Jeg tjekkede min GPS og den vidste at jeg næsten burde være der, men stien gik ikke i den retning. Det kunne være et nålesving, eller simpelthen fordi toppe var plottet forkert ind. Jeg lod det være for der var kun en vej OP. De stejle stykker fortsatte og jeg var glade for jeg havde taget mine sandaler på som kan spændes fast om foden. Jeg havde rigeligt med skavanker, sår og blå mærker på ben og fødder.
Det var som om det begyndt at flade en smule ud og når jeg kiggede op syntes jeg også jeg kunne skimte mere lys mellem træerne. Igennem et lille stykke med rimeligt fladt terræn og lidt skov, så var jeg ude i en lysning hvor jeg kunne se huset der engang må have været base for en camp og cafe. Nu vidste jeg der ikke var langt igen.
Sidste lille bakke og jeg fik en fantastisk udsigt over havet og den ubeboede klippeø Koh Waen. Den lå i smørhullet af klipper der rejser sig op fra havet. Herfra var der en sti ned til stranden Sabai beach og den skulle jeg ikke lide noget af. Det kunne være spændende, men en vej ned og samme vej op igen ville være selvmord. Derimod var jeg ikke sikker på om det var viewpoint jeg var nået til, for jeg syntes ikke der var så meget udsyn.
Jeg fulgte stien lidt længere og den begyndte at gå nedad hvilket ikke tegnede godt, jeg skulle ikke for langt for jeg vidste at det ville være samme vej op. Jeg stoppede og vendt om og gik til toppen igen. Her mødte jeg englænderne og hjalp dem med et par billeder inden de smuttede ned igen.
Min nedtur gik rigtig fint selvom det var meget varmt, det var kun på de helt stejle stykker at tungen skulle være lige i munden og tempoet sættes ned. Jeg fik så meget overskud at jeg ligefrem fik øje på dyr der var lige foran næsen på mig.
Det tog lidt over 38 minutter at gå op og 22 minutter at gå ned inklusive tid til at tage billeder. Bestigningen løb op i 1,1 kilometer til toppen og 167 højdemeter, så det er ikke mærkeligt at der var sved på panden og skjorten var gennemblødt.
