Vi starter lige med solopgangen klokken 6.40. Man skal være hurtig for at den komme op. I løbet af et øjeblik er den pludselig oppe. Den står op over Koh Chueak og Koh Mook i baggrunden hvor vi skal over til på næste stop. Vi gik ned til venstre af stranden for at få rørt benene lidt og måske finde et sted at spise morgenmad.
Vi nåede enden af stranden som er omkring 1,5 kilometer og vendte om. Der var et par morgenfriske løbere og vandet havde trukket sig tilbage så stranden var blevet lidt bredere.
Vi gik ind på Thapwarin som i øvrigt var det hotel vi var blevet foreslået af C&C travel i deres tilbud. Vi var heldige for der var buffetmorgenmad og det var ikke noget problem at vi dumpede ind udefra. Det skulle vi ikke komme til at fortryde. Patali også kaldet Pat må være en slags olderfrue med overblik og gæstfrihed. Hun blev vores morgensolstråle og hun kom med ekstra ting vi lige skulle smage. “Spis nu noget mere I må ikke gå herfra sultne” hørte vi hende sige mere end en gang.
Der blev disket op med alt i buffeten og kokken tilberedte alt det lune. Vi var spændt på hvad det vil komme til at koste. Vi bad om regningen og den løb på 500 Bath for os begge. Det var billigere end hvad vi havde fået de andre steder hvor vi skulle bestille efter menukort. Vi sagde tak til Pat som stak os et par bananer og nogle mandariner. “I må jo ikke blive sultne, I skal jo gå langt” grinede hun. Vi sagde tak og på gensyn i morgen. Og sådan blev det vi kom igen.
Vi spiste en lille frokost på Sea Open inden vi begav os ud på en lille travetur, de tre kilometer fra morgenstunden var jo ingenting. Der er jo ingen veje og ingen motorkøretøjer på øen. Vi havde en ide om hvordan man kom over til Paradise Beach, men spurgte alligevel om vej. Det var nu let nok for stier er der heller ikke mange af. Hen til Thanya resort hvor man går ind igennem og så starte stigningen. Først lidt beton sti som så bliver til skovsti. Ikke at forveksle med en grussti hjemme i dyrehaven. Det her er et lille spor gennem terræn som gå opad. Man er dog godt hjulpet på det stejle stykke med en betontrappe og når man er på toppen af den har man krydset højderyggen af det lille bjerg. Nu går det så nedad igen af små stier med mange rødder og dårligt fodfæste.
Vi nåede bunden og et skilt viste til Paradise Beach 1,3 og Ao Muang 200 meter. Vi valgte det sidste og kom ud på en strand hvor der kun var ganske få mennesker.
Vandet var stille i denne lagune og det stille vand betød at vandet må have været 37 grader varmt, for det virkede som at gå i karbad.
Sigtbarheden i vandet var dog lige så dårlig som vandet var varmt, så snorkling var der ikke meget at komme efter.
Vi nåede bunden og et skilt viste til Paradise Beach 1,3 og Ao Muang 200 meter. Vi valgte det sidste og kom ud på en strand hvor der kun var ganske få mennesker. Vandet var stille i denne lagune og det stille vand betød at vandet må have været 37 grader varmt, for det virkede som at gå i karbad. Sigtbarheden i vandet var dog lige så dårlig som vandet var varmt, så snorkling var der ikke meget at komme efter.
Der er kun en sti over bjerget så der var samme vej retur og da vi nåede Sea Open havde vi gået tre kilometer på små krøllede stier.
Resten af dagen blev brugt på terrassen og stranden.
