Vi var noget betænkelige ved om der ville være en bil til at afhente os. Da vi bookede en dag ekstra med tidligere ankomst fik de aldrig ændret Transfere datoen on-line.

Manap stod klar med skiltet, han tog vores ene kuffert og vi gik ud mod bilen. Allerede på afstand gik skydedørene op i begge sider på den sorte luksus van. Vi blev placeret i noget der kunne minde om to lænestole. Da vi kom ud på hovedvejen spurgte Manap om vi havde tændt for massagen i stolene – Wau.

To timer kørsel og vi kunne selv styre massage, mens Manap viste os alle de forskellige lys og stjernehimler han kunne lave i loftet. Der var ikke meget trafik og det holdt meget godt med tiden. Vi havde kun 2 stop undervejs. Første var så vi kunne handle lidt ekstra at drikke, men det var mest et påskud for at få vekslet de store sedler, så vi havde lidt drikkepenge. Andet stop var for at Manap kunne købe billet til færge for at komme over til Koh Lanta.

Det var meget primitive færger der mest af alt kunne ligne dem man også sejler med til de små øer i Sverige. Forskellen var dog at disse ikke havde været vedligeholdt i en menneskealder. Men over kom vi og efter små 15 minutter kørsel drejede vi ind ved hotellet Nakara Long Beach Resort.