En eftermiddag uden planer skal man udnytte fuldt ud til at få slappet af og bade, for de sidste mange dage har programmet været fyldt med oplevelser og indtryk.
Der blev tid til lidt fotosafari blandt de små dyr på campen.
Sidste aften lignede de andre når vi taler om maden. Chefkokken og det søde personale havde endnu engang sat buffeten frem og vi manglede ikke noget.
Vi havde en ide om at der ville ske lidt og vi havde gættede rigtigt. Vi fik det bekræfte da vi kunne høre syngende Masaier komme nærmere og det hele til ære for os med sang og dans. Vi blev inviteret til at være med på sang og dans. På vores kejtede og stive facon prøvede vi at følge med. Et forsøg på at brumme med på deres lyde gik heller ikke særlig godt. Vi satte os og i stedet nød deres sang og dans.
Efter dansen var det til tid en demonstration i deres hoppetradition
Dans og hopperi var slut og vi havde tid til at tale med dem. Vi bød dem på sodavand og det er lidt en kontrast fra at have mødt dem i landsbyen til at se dem samlet i en bar.
Peter cruisede rundt for at finde det rigtige sted til en frokost. I Masai Mara finder man ikke en restaurant med menukort. Men man kan alligevel se dem på lang afstand. De findes gerne på en høj eller bakke hvor der er skygge. Græsset skal ikke være for højt og efter Peters mening skal der ikke være andre biler i miles omkreds. Han forstår at kredse om os.
Efter at have tjekket et par steder ud fandt han det helt rigtige træ hvor vi kunne spise vores picnic box som køkkenchefen havde pakket.
Lidt spændende at spise sin frokost vel vidende at dyr bliver jaget og spist af løver, geparder og leoparder lige her.
Hvorfor så kalde leopard restaurant? Hvis vi kiggede op i træet kunne vi se kraniet med horn af en gnu. Det er nok helt sikkert at der ikke selv har lagt sig til at dø deroppe, men er blevet slæbt derop af en leopard.
Endnu engang med maven fuld kunne vi starte – Slow Ride Home til Kimana Camp. Det blev en lang dag med vækning klokken 4.00, ballonflyvning og 86 kilometers gamedrive i det fantastiske Masai Mare.
Næste destination var Mara River som normalt er en lang køretur, men fordi vi allerede var et godt stykke ude på savannen efter ballontur passede det fint at komme omkring Mara river.
Floden løber gennem Kenya og Tanzania og har givet navn til Masai Mara vildtreservatet i Kenya. Mara floden er 395 km lang og har et afvandingsområde på ca. 13.504 km2, hvoraf ca. 65 % ligger i Kenya. Den har sit udspring i Kenyas højland og løber ud i Victoriasøen.
Floden havde pænt meget vand og er blandt andet den der bliver krydset når der er migration i perioden juli til september måned. Hvert år krydser 1,5 millioner gnuer floden fra Serengeti til Masai Mara og tilbage igen på jagt efter grønt friskt græs. Når det sker er der mange der gerne vil se det spektakulære syn der er fyldt med drama, fart og drab i bestræbelserne på at krydse floden.
Vi kunne køre langs floden og se store krokodiller ligge i vandet og vente.
På flodbredden lå mange flodheste på siden og sov. Ved første øjekast så det ud til at de var døde i solen. Det er første gang vi har set så mange ude af vandet. Ellers har vi set dem ligge under vandet kun med snuden og øjnene oven vande.
Tilbage i på vores vante pladser i Peters bil, hvor der foregik ting på radioen. I vanlig stil var Peter stille men målrettet. På vejen dertil passerede vi gutterne som havde pakket luftballonerne sammen og var på vej hjemover.
Vi spottede selv biler fra nær og fjerne der havde samme retning som os. Der var allerede stimlet flere biler sammen og da vi var tæt på fik vi endnu et syn af naturens gang. I fødekæden er løven over bøflen og det var netop det scenarie vi var vidner til. I løbet af natten havde en flok løver nedlagt en bøffel og to hunløver lå nu trætte og vogtede over byttet. På afstand under et træ i skyggen lå flere løver og på et tidspunkt kom en hunløve vandrende. Hun må have været en spændende dame for hanløven fulgte hende tæt og alle var spændte på om vi kom til at se en parring her midt i helle dette senarie. Det havde været for vildt men det skete desværre ikke.
Tre hyæner nærmede sig men kun en var modig nok til at komme tæt nok på til at finde en luns kød som lå lidt på afstand fra byttet. Sjakalerne var også tilstede og de var mere modige og gik rundt i græsset tæt på det store bytte. Den ene løve mente nok at de alle var lidt nærgående og tog fat i nakken på byttet og begyndte at flyttet på det. Det er fantastisk at et dyr på den størrelse har har musklerne og bid nok til at flytte på dette store dyr. Den blev flyttet men ikke så langt. Til gengæld gav det os et bedre view, hvor vi nu tydelig kunne se både tænder, horn og øjne på bøflen. Lidt skræmmende med spændende syn.
Hyæner, sjakaler og selvfølgelige den flyvende skraldespand. Gribbene overser ikke muligheden for restemad og der var mange af dem. De stod i græsset og hakkede i nogle af stykkerne der var flået af. Ind imellem lettede en for at se hvordan det stod til med den store lækre ret som løverne vogtede over.
På afstand under et træ i skyggen lå flere løver og på et tidspunkt kom en hunløve vandrende. Hun må have været en spændende dame for hanløven fulgte hende tæt og alle var spændte på om vi kom til at se en parring her midt i helle dette senarie. Det havde været for vildt men det skete desværre ikke.
Det var som om der var faldet ro på alle. De to hunløver vågede over byttet, det romantiske par var på vandring i det høje græs, med safaribiler på slæb i behørig afstand og ådselsæderne var standby og tålmodige. Deres tid skulle nok komme. Peter fik vendt bilen og vi trillede videre.
Vinden var i den rigtige retning og ikke langt derfra var der stadig en del af scenariet. En gruppe på fem hyæner krydsede vejen i retning mod lidt restemad.
Tilbage med fast grund under fødderne og tilbage i risikozonen hvor løver ligger i græsset, fortsatte turen til morgenmad. Det var en tur på 35 minutter gennem små spor med lidt vandhuller og mudder. Det gik meget godt det meste af vejen, men i en mudderpøl måtte vi lige have lidt hjælp. Bilen sad fast og ville hverken frem eller tilbage. Heldet var at vi var tre biler og det er hverdagskost for dem og de ved lige hvad de skal gøre.
Back on track og sulten gav sig til kende. Vi havde ingen anelse om hvad morgenmaden bestod af. En sandwich – en croissant med juice eller en tør bolle. Vi nærmede os stedet og kunne se det var et lidt større set op end vi lige havde regnet med.
To store felt truck, langbord med morgenbuffet passet op af kokke og tjenere. To langborde der passede med gæsterne fra hver ballon.
Der var selvfølgelig også modtagelses komité der bød på varme vaskeklude og Champagne. Et vildt setup med alt man kunne ønske sig på buffetten.
Med fyldte maver og efter hyggelige snakke med de andre gæster kunne vi benytte et af de to felttoiletter hvor man kunne besørge med udsigt over savannen.
Loo with a view
Vi blev hentet af vores chauffør Peter som tog os videre på nye eventyr.
Klokken 4.00 og der var “wake-up-call” men problemet var bare at vi ikke havde bestilt vækning. Vi havde selv sat uret til 4.30 da der var pickup 4.45. Så vi fik stjålet en halv time af vores nattesøvn.
Der var en times kørsel i nattemørket inden vi nåede frem til hvor vi skulle stige op med ballon.
Det var stadig mørket da vi skulle tjekket ved ballonen, men man kunne fornemme lyset fra morgengryet. Kaptajn Mervin skulle være vores ballonskipper og vi fik, og instruktioner om takeoff og landing mens ballonen var ved at blive gjort klar. Den vigtigste information var nok at man ikke havde kamera og telefoner fremme ved ved takeoff og landing. Næst vigtigst at man ikke foretog opkald til bedstemor under vejs, for det vil bare forstyrrer alle andre.
Alle knokler for at få ballonen i luften for hele ideen er at se solopgangen fra luften, og det var ved at være tid.
Endelige var alt klar til takeoff. Vi var 12 plus ballonskipper der er fordelt i 5 rum i kurven. Tre i hvert og skipper i midten. Mens ballonen ligger ned bliver man placeret liggende på ryggen i sidde stilling på en lille bænk. Kurven blev rejst op og med et var vi i luften og kunne rejse os op. Ballonen steg hurtigt til vejrs og det var et fantastisk syn at se vidderne og savannen under os, mens lyset afslørede at solen snart ville stige op.
Landing tog lidt tid på grund af vinden, men da vi havde tuchdown blev vi trukket hen af jorden og kurven lagde sig ned. Alt sammen som Mervin havde forklaret kunne ske. Vi drillede ham lidt for den anden ballonskipper fik sat sin ballonkurv ned stående.
