Rejsebeskrivelser

Tilbage i Luxor fik vi tempel og søjler. Færgen lægger til midt i byen hvor Tempel of Luxor er. Det er pænt stort midt i det hele med store søjler og enorme stenblokke. Vi kunne se det hele fra gaden så vi mente ikke det var nødvendigt at bruge penge på at komme ind for hegnet.

Vi bevægede os op gennem byen og fandt restauranten Sofra som var meget autentisk egyptisk restaurant. Vi troede faktisk ikke den var åben. Vi spurgte en i en kiosk om ikke det var åbent idag. Det det viste sig at det foregik på første sal. Der sad en gruppe mænd og hyggede sig ellers var der ingen andre. Det blev et par retter og kolde vand. Maden var smagfuld men havde nok tjent sig bedst en kold vinterdag på en skiløjpe. Vi kom dog igennem det meste inden vi takkede af og betalte 337 EGP for måltidet.

Byen summede af liv og handel mellem de lokal. En kone kom med an høne i en plastpose hvor kun hovedet stak op. En biks solgte kun æg og de stod i kæmpe stakke. En gammel dame sad på jorden med grøntsager og brød i poser til salg. Bondemanden solgte nogle frugter fra en ladvogn spænd for en hest.

Vi havde luret at vi kunne blive sejlet hjem til hotellet. Det medførte jo selvsagt en forhandling og vi fik turen for 150 og på den måde nåede vi også et Nilcruise.

Måske skulle vi have læst mere op på kongernes dal, for vi havde regnet med at se store pompøse indgange til gravene. Men det er jo slet ikke der de stor templer er. Vi google lidt og viste Peugeotfætter nogle billeder af Hatshepsut tempel så vi forbinder med Asterix og Obelix. Den var han med på og vi forlod Kongernes dal i den gamle bil.

Vi drejede ind til højre og der kunne vi se templet i sin pragt. Busserne var dukket op med grupper af turister med hørebøffer. Denne gang droppede vi det lille tog som alligevel viste sig ikke at køre helt op til templet. Vi var der hurtigere end kvægene.

Det er et imponerende bygningsværk med mange lige linjer. Det lykkedes at få nogle billeder med meget få eller igen andre på. Vi kunne gå i fred og se de store søjler og statuer. Vi kom ind i en afkrog med en kustode og en vagt. Vagten med maskingevære vinkede os hen og viste os bag om en afspærring hvor vi fik lov at kigge ind i noget der også kunne ligne et gravkammer. “Ok take photo – happy?”. Vi kiggede tog et enkelt billede og vente næsen tilbage igen. En lille lyd fra vagten og ud af øjenkrogen kunne vi se hånden komme frem, men gik videre og lod som ingenting. Vi er ved at være hærdede.

Varmen trykkede og vi var ved at være møre og bevægede os mod udgangen. Her ville en forfriskning være dejligt og med to Mirandaer i hånden kunne vi allerede mærke det køle ned gennem halsen. Men det følelse stoppede brat da han sagde 75 EGP. Der hoppede kæde af og han blev skældt hæder og ære til. Ind med drikkevarer igen og han fik at vide han ikke skulle snyde. Han kunne se han havde forsøgt at snyde de forkerte. Han gik hurtigt ned til 50, så 40 men vi havde allerede vendt han ryggen. Han forsatte bag os 35, så 30 og det sidste vi hørte var 20 men vi vendte os ikke om. Vi støttede i stedet de unge dreng der solgte kolde vand senere på turen.

Fætter holdt klar og vi kørte mod Nilen og færgen. Vi stoppe et par steder for at tage billeder af Nobles templer og Colossi of Memnon.

Endnu et par gadesælgere og nu skulle den ene prøves af. Jeg havde spottet en af de vadsække han solgte og viste interesse for ham. Han var der straks og jeg kunne få den for 250 EGP. Jeg smilede, løftede på solbrillen, kiggede ham i øjnene og sagde 50 EGP. Han spurte om jeg mente Euro. Nej det mente jeg ikke og han gik ned på 200 EGP mens jeg begyndte at gå de 15 meter hen til bilen. Jeg gentog pænt 50 mens han fulgte mig og jeg var fast besluttet. Vi var kommet forbi de 175 og 150 havde han også sagt. Nu var jeg begyndt ikke at svare ham. Jeg nåede bilen og satte mig ind, vinduet var åbent så han kunne jo fortsætte. Fætter fik besked på at køre og sælgeren bød 100 EGP. Det fik fætter til at stoppe og jeg kunne sige 50 igen. Det afslog han selvfølgelig og fætter fik tegn til at køre, men trillede kun og her kom sælgeren med sidste bud på 80 EGP. Jeg afslog pænt da vi drejede ud på vejen og vi kørte. Det var et godt eksempel på at man kun skal betale 1/4 af det de starter med. han startede med 250 og sluttede med 80. Så pæn var tasken heller ikke og kursen gik mod færgen.

Det er kendt at der har været gravrøvere i de forskellige Faraoers grave og tømt dem for værdier. Det er ikke mange gravkamre der er fundet med værdier i. Men at gravrøverne stadig eksistere fandt vi først ud af i dag.

Vores dagsprogram stod på tur til vestbredden af Luxor og vi ville gerne gøre det på egen hånd. Ingen tourguide eller stor gruppe med masser af mennesker. Dem skulle vi nok komme til at møde. Derfor bestilte vi en taxi og fik at vide den ville koste 80 EGP til færgen der sejler fra centrum af Luxor. Chaufføren kom os i møde og vi fik begge noget af en overraskelse. “Today i give you Egyptian price – 70 EGP to the ferry”. Wow skulle man opleve det – det må blive en god dag.

Færgen var en primitiv passagerbåd, men den skulle jo også kun sejle 10 minutter over på den anden side. Endnu en overraskelse – prisen var 20 EGP for os begge retur. Fin lille overfart med de lokale det både fik plads til knallerter, cykler og høns.

På vestbreden var ingen taxi at se men det skulle vi ikke bekymre os om for taxichaufførerne har sikkert set os da vi stod på færgen på den anden side. Vi skulle igang med at prutte igen. 200 EGP for at køre os. Vi havde læst det kunne fås for 40 EGP til billetkontoret. Med protester fik vi ham til at sige ok til det og han pointerede det kun var til billetkontoret. Af sted med os og det var hans fætter der kørte en gammel Peogeot. Han sagde ikke meget.

Da vi ankom til billetkontoret kunne vi godt se der var noget galt. Det var et billetkontor, men vi skulle beslutte hvad vi ville se ud fra en spiseseddel med navne på templer og gravkamre. Det havde vi ikke lige læst op på og der var ikke noget kort. Tilbage til chaufføren uden billetter. Her måtte vi så prutte igen og forhandle den videre tur. Det var først nu han fortalte at der var 9 kilometer til Kongernes dal og man skulle købe billet der. OK du får 300 EGP for hele turen, du kører os derop, venter på os og kører os tilbage til færgen når vi vil. Og vil vi se noget på vejen gider vi ikke forhandle. Den fes ind og fætter kørte Peugeoten videre uden at sige noget. Efter fem minutters kørsel steg mester af og sagde at fætte nok skulle tage sig godt af os. Vi var skeptiske og spurgte “do you speak english” – “yes yes” svarede han og vi kunne køre. Det viste sig at han talte fint engelsk.

Vi kom frem til kongernes dal og som vanligt var der boder med tingeltangel og deres butiksejere som ikke stopper med at tilbyde dig noget. Flere gange blev det til meget vrissent nej.

Vi nåede nu til billetkontoret hvor der var mange der tilbød deres hjælp. “Den og den grav er åben idag”, “billet til alle ni grave der er åbne”, “vil i ind i de fine grave er det ekstra” osv. Der var ikke rigtig noget skilt eller andet der fortalt om hvordan det han sammen. Billetter til ni grav må være fint for 200 EGP. Ville vi i grave for Tutankhamon kostede den alene 250 EGP ekstra. Det droppede vi. Nu begyndte det at gå op for os at der stadig findes gravrøvere. De “stjæler” vores penge for at se deres grave. Der gik et øjeblik da næste røver kom på banen. For at køre med det lille tog skulle vi lige erhverve os nogle billetter – som vi gjorde. Det viste sig at det var en køretur på 500 meter, men det var op af bakke.

Nyt tjekpoint og en røver mere – “camera – do you have ticket? no – then leave camera here”. Så var vi inden og kunne se de ni grave der var åbne, og blive afvist der hvor det krævede ekstra. Selvom solen ikke skinnede skyfrit var der meget varmt og i starten var der en del mennesker ned i gravene. Foto var ok med mobiltelefon i de første vi var i. De klippede i vores billetter hver gang vi gik ind i en grav, hvilket vi sytes var underligt for vi var jeg tjekket da vi gik ind i området.

Vi kom til grave hvor der stod “no photos” og det respekterede vi selvfølgelig. Men flere gravrøvere viste deres sande ansigt. Billetklipperen i to grave fulgte os ned til sakrofagene og spurgte “mobile – wanner take photo?” og frem kom hånden. Men vi takkede nej og så begyndet de – “i have small kids”. Farvel og tak vi har betalt en gang.

Så kom vi til en stor grav hvor der var 200 meter ned og der lå sidst i området, så der var ingen andre turister. Frem med billetter men vi blev afvist. Vi troede det var fordi det var en af de fine grave, men vi havde tre klip i billetten så vi måtte ikke se flere grav. Kun tre grave på een billet. Vi havde dog fire klip så de måtte have overset antallet. Han var dog ikke til at bestikke med lidt mønt så vi kunne komme ind.

Det blev så det sidste vi så til kongernes dal og de nulevende gravrøvere. Vi smuttede ud og lavede en ny aftale med Peugeot fætter.