Det har jo været et par hektiske dage og ikke noget der ligner ferie.
Dykning to dage i træk og alt det andet der skal nås tærer på kræfterne.
Derfor var der ingen store planer for dagen i dag. Og dog for vi ville gerne dykke på husrevet. Der behøver ikke de store aftaler med dykkercentret. Man skriver sig blot på om hvor man vil starte og så finder man sin dragt. Gutterne smutter ud med udstyr og flasker og så er det ellers bare i fra stranden og af sted.
Det betød at vi ikke skulle tidligt op og af sted, vi kunne sove længe, så længe det nu kunne være. Vi vågnede til en vindstille dag og vandet var helt blankt. Ja det er det første man ser når man slår øjnene op for som tidligere fortalt så er der de her omkring femten meter til vandkanten.
Det blev så dagen hvor der var tid til en morgendukkert.
Morgenbordet blev indtaget i vanlig stil. To spejlæg, to skiver brød, to glas juice og en kop the. I dag var det dog ekstravagant med to skiver bacon. Her er stadig stille og roligt med ikke ret mange mennesker så der er helt ro på.
Efter det kulinariske morgenbord var vores udstyr klar og vi kunne gå til exitpoint nr. 7 hvor vi fik vores udstyr. Det er sgu fedt at gå ud i det tyrkisblå vand og lade sig synke ned under overfladen og lade en ny verden åbne sig.
Der var en let strøm langs revet så det blev et meget afslappet dyk langs revvæggen. Sigtbarheden var fin og der var meget liv af de “almindelige” fisk. Der var ikke noget der overraskede eller gav en wauw oplevelse. Det skulle så lige være den meget store stime af små glasfisk der stod i åbningen til en lille grotte. Det ser godt ud når der er så mange fisk at de danner en hel væg.
Kameraet er desværre ikke helt optimalt. Et eller andet er gået galt. Og nej – der er ikke kommet vand i det. To til tre billeder og det lukker ned eller skriver det skal lukkes. Det er ret øv når man lige har et eller andet i søgeren. Der skal vist det store udstyrstjek til når vi kommer hjem. Jeg fik dog taget lidt billeder af makrolivet på husrevet.
Dykket sluttede som det skulle og hvor det skulle. Vi kunne godt have været længere nede, men vi var nået til enden af revet og bøjer signalerede at det var hertil og ikke længere. Vi havde klaret safety stop i bevægelse så vi kunne bare glide op over revkanten og ind mod stranden. Det var den hårde af dykket da der skulle svømmes noget. Et meget fint dyk i kategorien Easy-diving.