Rejsebeskrivelser

Tiden indtil næstedyk foregik stort set i fuld uniform. Besætningen var opsat på at finde hvalhajerne. Mens vi var nede havde en båd længere sydpå spottet en. Derfor cruisede vores skipper frem og tilbage og vi holdt os klar til at hoppe i og snorkle. Det blev dog ikke til noget og vi kunne nyde the og appelsin.

Tiden gik hurtigt og vi var klar til endnu et dyk. Vi blev droppet på samme rev så vi kendte turen. Vi var blevet gode til at holde på luften og vi gled med strømmen langs revet i cirka 10 meters dybde. Sigtbarheden var ok. Vi brugte ikke meget tid på småtingene, mens spejdede oppe og nede. Måske var chancerne ikke så store alligevel. Et stykke under os hvilede 2 medium skildpadder som jeg smuttede ned og sagde hej til. Havde mest af alt lyst til at sige haj.

Selvom der ikke var skyggen af hvalhajer var det et ret fint dyk. Vi havde roen på os og gled gennem vandet. Vi signalede til hinanden at vi skulle gå lidt op på revet så vi kunne glide af sted på 5 meter. Vi havde været på dykket omkring 52 minutter og startede safety stop. Ballonmarkøren blev blæst op og vi hang der. Jeg med ryggen til det store blå og Per med ryggen til revet. Vi lå fem-syv meter fra revet da jeg får øje på den.

Bag ryggen på Per glider en mindre hvalhaj med strømmen. Jeg peger og han tror jeg laver fis. Det er først da han ser hvordan jeg får fart på og griber efter kameraet at det går op for ham at der er noget. Den er 3-4 meter lang og jeg når næsten op på siden af den mens jeg både filmer og tager billeder. Jeg registrerer at jeg er på 4,5 meter vand og derfor ikke har nogen problemer med dybden og vores sikkerhedsstop. Tiden på de 5 meter og 3 minutter var også gået så No Problems – giv den gas Flemming og følg den kammerat til dørs. Luften var mere usikker. Jeg vidste jeg havde passeret de 50 bar, men med 3-4 meter til overfladen var der ingen betænkning.

Per kæmper for at følge med og det er normalt ikke et problem, men med en markeringsballon slæbende efter sig er det ikke så let. Vores nye ven glider videre gennem vandet og jeg vinker og råber Haj – Haj.

Vi er næsten oppe og bryder snrt efter overfladen. Det var en fed oplevelse og smilet var bredt. Vi fik begge flash back til sidst på Maldiverne hvor vi også hang på saftystop og en Mantaray fløj forbi.

Vel ombord på båden viste det sig at vi var de eneste der havde set en på så nært hold. Der var dog en kvinde der havde set skyggen af en. Sådan skal et hvalhajs dyk være.