Rejsebeskrivelser

Vi havde set på Google map at der var ikke mindre end 3 vandfald inden for kort afstand. Vi talte med Jagath om hvilket vi burde gå til. Det som vi selv tænkte, frarådede han os, da en anden gæst havde været der om morgen og der var nogen der havde smidt affald.

I stedet valgte vi at gå op af vejen mod det skjulte vandfald. Der var fine skilte der viste vej, selvom man kunne blive lidt i tvivl. På et stod der “Water full”, vi tog chancen. Længere fremme var stavningen lidt bedre.

Vi endte selvfølgelig blindt, ved et hus hvor der var et skilt med “parkering LKR 20”, vi måtte da være på rette vej. Knægten ved huset var hurtig og viste at vi skulle følge efter. Jeg blev skeptisk fordi han gik samme vej vi kom fra. Han insisterede at det var rigtigt, men jeg var bange for at det var den store vej udenom han var på vej til. Vi gav det en chance som bar frugt.

100 meter ned af vejen var en lillebitte sti og der lå skiltet der pegede mod vandfaldet. Det lå så man ikke kunne se det når man kom nedefra. Jeg er sikker på det var knægtens buissenes, at gemme skiltet så han kunne vise vej 😉

Nu var vi på små stier og gik langs rismarkerne hvor vandet løb og udsigten var malerisk. Vi kom forbi et lille hus hvor mand og kone hilste på os.

Ind gennem et lille stykke jungle og der var vandfaldet. Vi gav knægten 500, sagde tak og så var han smuttet.

Det var et mindre et af slagsen med en lille pool og afløb der gik i retning af rismarkerne. Godt gemt og der kunne kun komme lidt lys ned. Vandet var rent og i vanlig stil skal der bades når der er spektakulære steder, så jeg hoppede i og det var forbavsende varmt. Jeg havde forventet at vandet ville være koldt.

Turen tilbage til hotellet var lidt lettere for der gik det ned af bakke og vi vidste hvor langt der var. Er man på de kanter er det et godt sted til en eftermiddags gåtur. Du skal bare holde godt øje både oppe og nede efter skiltene, eller håbe knægten er hjemme.

Efter endnu et skønt morgenmåltid, hvor chefkokken kom flere gange om spurgte om alt var OK, drog vi mod Uva Halpewatte Tea Factory.
Det var 25 minutters kørsel fra hotellet, hvis altså Tissa havde drejet til venstre i stedet for til højre efter Ella. Det blev en lille omvej hvor vi så kunne skimte loopet på togbanen ved Demodara.

Vi kom på rette vej igen og da vi drejede fra gik det igen op af snoede veje til te plantagen. Man kunne ikke rigtig se fabrikken, men pludselig var den der.

Sri Lanka er en af verdens største teproducenter, og landet har omkring 1.500 tefabrikker. Disse fabrikker er fordelt over de centrale og sydlige højlandsregioner, hvor de ideelle klimaforhold giver optimale vækstbetingelser for teplanter.

Vi blev vist op på øverste etage hvor der var en fantastisk udsigt og te plantage, bagsiden af Ella og templet. Det var herfra vi købte billetter til både plantagen og fabrikken, som kostede LKR 10.000 for 2.

En ung guide der var noget nervøs, viste vej til plantagen, han havde kun været der i 8 dage. Vi skulle ikke gå ret langt før vi stod mellem alle te buskene på skrænterne. Her fortalte han om hvordan de gør jorden klar og det tager omkring 4 år før en busk giver noget der kan bruges til te. En buske har en levealder på cirka 50 år og derefter starter man processen om igen med at gøre jorden klar.

Vi var ikke helt klar over hvad et besøg i plantagen gik ud på. Men pludselig stod vi med Mariette som gav os bandana på og så var det ellers om at gå i gang med at plukke teblade. Mariette var ekstrem hurtig og guiden kaldte hende for en maskine. Merete gik i hendes fodspor og var heldig at Mariette også fyldet op i Meretes kurv. Jeg fik ikke meget i kurven for jeg vagt på jagt efter et par gode billeder. Jeg er sikker på at Mariette er den mest fotograferede medarbejder i den plantage.

Turen sluttede med tesmagning på fabrikken som var vores næste aktivitet.

Fabriksrundvisningen startede i skolestuen hvor vi fik meget af det samme at vide, så det var en smule langtrukken.

Så startede den egentlige rundvisning og vi var på øverste etage hvor tebladene blev tørret. I lange trug lå de tørrede ind de kunne komme videre i processen. Vi kom hele fabrikken igennem. Maskiner der roterede og findelte bladene, maskiner der sorterede og maskiner der tørrede. Det var et vildt arbejdsmiljø de står i. Belysningen er bare et par pærer i loftet, der er støvet og temperaturen var ekstrem høj der hvor der bliver tørret. Meget foregår med håndkraft og store kasser løftet op.

Spændende og skræmmende på samme tid.

Uva Halpewatte tea factory

Igen faldt vi for en af de ansatte. Denne gang var det den unge tjenerelev Sandun på 17 år. Lidt genert, ny i faget og sparsomt engelsk, men meget opmærksom og omhyggelig.

Vi var ikke i tvivl om når han kom, for de gamle sko klaprede, var lidt for store og meget slidte. Derfor spurgte vi manageren Jagath, om det ville være uhøfligt at købe ham nogle nye sko. Jagath var meget overrasket, men også meget glad for vores forslag. Han ville arrangere det og han fik LKR 5.000 til at handle for. Han fik kontakt til skohandleren og sat ordren i gang og til aften var de leveret med Tuk-tuk. For LKR 600 har en gut kørt 18 kilometer. Det skulle være en surprise og vi aftalte af Sandun skulle have dem når vi spiste morgenmad.

Office Shoe	3.300,-
Socks	350,-
Tuk-Tuk levering (18 kilometer)	600,-
Alt i alt	4.250,-

Det blev morgen og vi fik serveret morgenmaden, hilst på kokken og taget billeder. Det var som om gæstfriheden havde fået et nøk mere, for der kom meget mad og vi skulle lige prøve dette og noget andet.

Nu var det tid til sko ceremoni og vi var spændte. Jagath kom ud med Sandun og vi kunne give ham æsken med sko. Sandun tog imod og var meget glad, det var også tydeligt at se Jagath være stolt og beæret hvilket han også sagde. Han fortalte at han havde ringet til sin boss, som sendte de bedste hilsner.

Vi fik taget et billede (mange) og så smutte Sandun ind og skiftede sko. De var skinnende og nye og lignede en halv million. Endnu engang fik han takket og vi blev og berørt af den glæde det gav.

Efter vandring og Tuk-Tuk race havde vi slappet af på hotellet og aftalt med Tissa at vi gerne ville til Ella klokken 16. Vi havde set lidt tøj og nips vi gerne ville have med hjem. Der var også bestilt en gang massage til mig hos Helena Spa. Vi var der i god tid, men det betød intet, for jeg kunne komme til med det samme. Denne gang var det planlagt bedre, aktivitet om formiddagen og massage efter. I Sigiriya var det omvendt og ikke gennemtænkt.

Tilbage på gaden med olie i håret kunne vi få shoppet lidt og set på livet i byen. Man kan godt fornemme at det er en turist og backpacker by. Der var et mylder uden det virkede overfyldt.

Mørket faldt på mens vi spiste en let aftensmad på Dream cafe, som igen var ejet af brødrene der ejer hotellet. Tissa var glad for vi ville spise der for så var der parkering ved restauranten og han kunne få gratis mad med hjem. El hyggeligt sted med saxofonist til at peppe stemningen op med covernumre fra blandt andet ABBA.

Ih hvor har vi været spændte på at se elefanten. Det var den vi fik Tissas søn til at købe. Vi mødtes med ham efter vandreturen til Little Adams Peak og vi fik udvekslet 💸 med 🐘.

Da vi nåede kunne vi endelig pakke den ud og se den rigtigt. Lige som vi huskede den og vil glæde os til at vi kan befri den for glasburet og den kan få en plads på amagerhylden.

Ja – det er vist noget man skal se og det var med i vores pakke at blive kørt til Nine Arch Bridge. Tissa havde arrangeret transport med Tuk-Tuk det sidste stykke ned til broen.

Det blev noget af en prøvelse, for på vejen mod broen, af smalle vejen gik det ret hurtigt. Vi vidste at der var ventet en tog omkring klokken 12.00 så muligvis derfor der var lidt fart på. Hornet, som i øvrigt kunne lyde som et stort diesellokomotiv, blev brugt flittigt. Telefonen var også fremme indimellem, og det virkede ikke rigtig godt. Vi fik sågar vist hans kone som han lige havde en videosamtale med, mens det gik tjept rundt i svingene. Det hurtigt derudaf af både asfalterede og grusveje.

Vi kørte et pænt stykke vej og vejen blev smallere og smallere. det var tydeligt at vi snart var fremme, for der var et mylder af Tuk-Tuk der både holdt parkeret, vendt rundt og ville frem. Det burde ikke være muligt på den smalle vej, men de er meget gode til at give hinanden plads.

Der blev igen plads og foran os kunne vi se sporene af jernbanen. Han formåede at kører os helt frem på første parket. Han forklarede at toget snart ville komme og at vi bare skulle se os omkring, så skulle han nok finde os når vi skulle retur.

Der var en del mennesker, men det virkede ikke som om der var lige så mange som da vi selv havde kørt over broen. Vi gik lidt omkring, fik taget de obligatoriske billeder og udset os det sted vi skulle stå når toget snart kom. Vente – vente – vente, der kom ikke noget tog lidt over 12, og der begyndte at være lidt rører omkring alle Tuk-Tuk chaufførerne. Vores fandt os og fortalte at toget var en time forsinket.

Vi havde luret at nu gjaldt det om at komme hurtigt ind i det lille køretøj så vi kunne komme ud inden der ville blive trafikkaos igen. Det var samme vej retur, nu viste det sig at han bare kører som han gør. fart på, flittigt brug af hornet og kontakt med omverden på telefon. Vi ærgrede lidt over at vi ikke fik sagt til ham at det ikke behøver at gå så stærkt. Men omvendt vi kom hurtigt ud og vi skulle tilbage på hotellet og slappe af til vi skulle på aftentur til Ella.