Rejsebeskrivelser

Gå ikke glip af videoer fra turen. På Youtube kanalen bliver der løbende uploadet lidt af hvert.

Her er et enkelt eksempel.

Youtubekanalen finder du HER

Afslapning under en parasol og vente på solnedgang. Spørgsmålet er bare om det bliver sådan. Ude i horisonten kunne det ligne et kraftig skylle der er på vej. Vinden er også ved at tage til.

Aftensmaden blev i afslapningens tegn indtaget i Asian Wok Restaurant. Vi havde bestilt Teppanyaki med forskelligt kød. Ja – jeg vidste heller ikke hvad det var. Men kokken står og steger maden foran dig. Han kan også jungler med sit værktøj så den stod på kokkeshow og afbrænding af panden.

Morgendagens planer er booket med to formiddags dyk så vi igen skal stå op og hav travlt.

Vi holder stilen meget godt for dagen og gik direkte til poolen med udsigt over det tyrkisblå hav. Det var så vindstille da vi fandt et par solbænke at vandet i poolen flot spejlede det åbne hav.

Sceneriet blev absolut ikke dårligere af at en fiskehejre smukt landede på kanten af poolen for at drikke vand. Jeg var hurtig med kameraet og fik hurtigt en ny ven. Det er nu ikke fordi fiskehejren er et sjældent syn her. Men den var meget rolig så jeg kunne komme meget tæt på den og tage portrætfotos til gæstebogen. Mig i en nøddeskal skal jeg nu gennemse jeg ved ikke hvor mange billeder. Vi blinkede til hinanden og gav hånd inden han smuttede ned til strandkanten.

Der skulle det vise sig at vi skulle mødes igen. For han gav mig et praj om at der var mere at se på. Det der på afstand kunne ligne koraller i vandet, eller havde det været i Danmark tanggræs, viste sig at være en stime af små fisk langs hele kanten.

Da jeg først fik set godt efter kunne jeg se at der var “huller” i stimen der flyttede sig. Da et “hul” kom helt ind mod kanten hvor jeg stod kunne jeg se hvad det var der fik stimen til at åbne sig. Otte til ti blacktip revhajer svømmede rundt som jagere for at få et godt måltid.

For mig gik der som sædvanligt Mr. National Geographic i den. Kamera om nakken og mobilkamera i hånden. Heldigvis havde jeg husket solcreme, hat og briller – doktor pjuskebusk.

Pludselig lød der en underlig lyd, som når man smider en stor håndfuld småsten i vandet. Her var det bare ikke noget der røg i vandet men derimod kom op af vandet. Henover overfladen i den friske vind var luften fuld af fisk. Jeg troede at det var hajerne der angreb, men kunne se at det ikke kunne være dem. Lyden og udsigten til mad fik min ven fiskehejren til at strække hals og holde sig klar, men ikke klar nok for det var ikke flyvefisk så de var hurtigt nede igen og hajerne kunne endnu engang cirkle rundt i stimen.

Jeg stod på kanten af stranden og hajerne kom helt tæt på og var lige under mig. Nu er der sikkert nogle der læser dette som en gyser, men selvom det er hajer som i rigtige hajer så er de ikke større end godt plus/minus en halv meget så jeg var helt rolig.

Det er dog noget flippet at stå midt i det sceneri. Fiskehejren i strandkanten der spejder efter det rette tidspunkt, hajernes søgen omkring som på film, en anden fugl der styrtdykket og henter sin andel og det tyrkisblå vand med hvide strande og palmer som baggrund.

Endnu engang var der fisk i luften igen, men nu fik jeg øje på hvad der får dem til at springe for livet. Vi kan kalde dem de blå spejdere eller banden fra dybet. Ude fra revet kom en gruppe af 12-15 blålige fisk ind mod stimen. De var på behørig afstand og så stimen an inden de angreb. Der var fisk i luften og halefinner i overfladen. Det tog kun et øjeblik så var der ro og jeg kunne se skyggerne forsvinde ud mod revet igen.

Jeg priste mig endnu engang glad for at jeg havde solcreme på for jeg havde snart brugt to timer med dette scenarie. Men endnu engang kunne jeg tage mig selv i at bande over de mange billeder jeg nu skal til at sortere fra.

Jeg var ikke meget for det men frokosten kaldte med hjælp fra min bror, så jeg måtte forlade min strand. Endnu engang et tegn på der ikke er mange mennesker at der ikke var andre end mig der viste dette interesse. Eller måske er jeg bare lidt nørdet.

Det har jo været et par hektiske dage og ikke noget der ligner ferie.
Dykning to dage i træk og alt det andet der skal nås tærer på kræfterne.

Derfor var der ingen store planer for dagen i dag. Og dog for vi ville gerne dykke på husrevet. Der behøver ikke de store aftaler med dykkercentret. Man skriver sig blot på om hvor man vil starte og så finder man sin dragt. Gutterne smutter ud med udstyr og flasker og så er det ellers bare i fra stranden og af sted.

Det betød at vi ikke skulle tidligt op og af sted, vi kunne sove længe, så længe det nu kunne være. Vi vågnede til en vindstille dag og vandet var helt blankt. Ja det er det første man ser når man slår øjnene op for som tidligere fortalt så er der de her omkring femten meter til vandkanten.

Det blev så dagen hvor der var tid til en morgendukkert.

Morgenbordet blev indtaget i vanlig stil. To spejlæg, to skiver brød, to glas juice og en kop the. I dag var det dog ekstravagant med to skiver bacon. Her er stadig stille og roligt med ikke ret mange mennesker så der er helt ro på.

Efter det kulinariske morgenbord var vores udstyr klar og vi kunne gå til exitpoint nr. 7 hvor vi fik vores udstyr. Det er sgu fedt at gå ud i det tyrkisblå vand og lade sig synke ned under overfladen og lade en ny verden åbne sig.

Der var en let strøm langs revet så det blev et meget afslappet dyk langs revvæggen. Sigtbarheden var fin og der var meget liv af de “almindelige” fisk. Der var ikke noget der overraskede eller gav en wauw oplevelse. Det skulle så lige være den meget store stime af små glasfisk der stod i åbningen til en lille grotte. Det ser godt ud når der er så mange fisk at de danner en hel væg.

Kameraet er desværre ikke helt optimalt. Et eller andet er gået galt. Og nej – der er ikke kommet vand i det. To til tre billeder og det lukker ned eller skriver det skal lukkes. Det er ret øv når man lige har et eller andet i søgeren. Der skal vist det store udstyrstjek til når vi kommer hjem. Jeg fik dog taget lidt billeder af makrolivet på husrevet.

Dykket sluttede som det skulle og hvor det skulle. Vi kunne godt have været længere nede, men vi var nået til enden af revet og bøjer signalerede at det var hertil og ikke længere. Vi havde klaret safety stop i bevægelse så vi kunne bare glide op over revkanten og ind mod stranden. Det var den hårde af dykket da der skulle svømmes noget. Et meget fint dyk i kategorien Easy-diving.

Vi gik direkte til baren og fik en svømmetur i poolen inden vi skålede på dagens vilde oplevelser.

Hejren – altså den rigtige – kom et smut forbi og fik en sluk vand og nød solen inden den fløj af sted.

Hele området var gjort klar til Live musik kl. 18.00 så det kunne ikke være en bedre afslutning på dagen, til trods for der lige kom en regnskylle.

Så da vi gjorde klar til 3. dyk var vi helt rolige. Dog ikke så rolige som nogle af de andre. Filip havde sat gang i at vi skulle have grej på, men flere var noget langt bagud.

Da vi var vores eget team kunne vi hoppe i. Denne gang havde Filip foreslået at svømme mod strømmen og måske på den måde møde vores nye venner. Vi holdt og på 8-10 meters dybde og 5 meter fra revet. Strømmen var næsten ikke til at mærke men sigtbarheden havde ændret sig til det lidt værre – dog stadig fin.

Vi pudsede forruden og spejdede nede, ude, oppe og inde men der var intet at se. Vi havde aftalt at vi skulle blive så længe vi kunne og ikke tage nogle chancer med at gå op for tidligt. Vi havde dog ikke svømmet længe før jeg fik øje på endnu en hvalhaj lidt ude til venstre for mig. Jeg kiggede på Per som endnu ikke havde set den. Jeg behøvede heller ikke signalere til ham for den havde kurs lige mod ham, så han skulle nok få øje på den.

Jeg fik klaret kameraet og vi vendte rundt og svømmede ved siden af den. Det var den største af dem vi fik set i dag. Vi kunne følge med den et langt stykke og vores held var at vi ikke var længe om at komme i vandet. Det forspring vi fik betød at vi havde den for os selv et godt stykke. Vi mødte den på 10 meter vand og den var lidt på vej ned.

Efter et stykke tid kom vi mod gruppen af dykkere fra vores båd. De sluttede sig til os og nu var vi 14 dykkere omkring hvalhajen. Vi var nået til de 22 meters dybde og den var på vej længere ned. Jeg fik kontakt med Per og vi signalerede at vi vendt rundt igen. Vi håbede på at vi måske på den måde kunne møde endnu en ny ven og få lidt alene og kvalitet tid med den.

Men desværre sådan gik det ikke. Vi fik et fint dyk på resten af vores luft, men vi var fuldt ud tilfredse med dykket.
Det er ret vildt at svømme ved siden af verdens største fisk. Det kan jeg bare ikke blive træt af.

Behøver jeg at sige at vi stadig smiler.

Det VAR tid til frokost, men der var jo hajer i farvandet og skipperen kiggede efter dem.

Det blev til to turer i vandet med snorkel. Første gang fordi nogle japanere signalerede at de var der, men kvajhovederne mente at de var dykket. Så der fik vi lidt motion.

Anden gang med snorklen var noget bedre. En pæn stor hvalhaj var på vej lige ved siden af vores båd og denne gang med lidt mere held. Vi kom i og kunne svømme i overfladen og se den. Det blev til et par turer ned i dybet, som min computer registrerede til hele 3 meter. Vi fulgte den et godt stykke til den begyndte at gå ned.

Alle kom ombord igen og vi kunne få en hurtig frokost.

Tiden indtil næstedyk foregik stort set i fuld uniform. Besætningen var opsat på at finde hvalhajerne. Mens vi var nede havde en båd længere sydpå spottet en. Derfor cruisede vores skipper frem og tilbage og vi holdt os klar til at hoppe i og snorkle. Det blev dog ikke til noget og vi kunne nyde the og appelsin.

Tiden gik hurtigt og vi var klar til endnu et dyk. Vi blev droppet på samme rev så vi kendte turen. Vi var blevet gode til at holde på luften og vi gled med strømmen langs revet i cirka 10 meters dybde. Sigtbarheden var ok. Vi brugte ikke meget tid på småtingene, mens spejdede oppe og nede. Måske var chancerne ikke så store alligevel. Et stykke under os hvilede 2 medium skildpadder som jeg smuttede ned og sagde hej til. Havde mest af alt lyst til at sige haj.

Selvom der ikke var skyggen af hvalhajer var det et ret fint dyk. Vi havde roen på os og gled gennem vandet. Vi signalede til hinanden at vi skulle gå lidt op på revet så vi kunne glide af sted på 5 meter. Vi havde været på dykket omkring 52 minutter og startede safety stop. Ballonmarkøren blev blæst op og vi hang der. Jeg med ryggen til det store blå og Per med ryggen til revet. Vi lå fem-syv meter fra revet da jeg får øje på den.

Bag ryggen på Per glider en mindre hvalhaj med strømmen. Jeg peger og han tror jeg laver fis. Det er først da han ser hvordan jeg får fart på og griber efter kameraet at det går op for ham at der er noget. Den er 3-4 meter lang og jeg når næsten op på siden af den mens jeg både filmer og tager billeder. Jeg registrerer at jeg er på 4,5 meter vand og derfor ikke har nogen problemer med dybden og vores sikkerhedsstop. Tiden på de 5 meter og 3 minutter var også gået så No Problems – giv den gas Flemming og følg den kammerat til dørs. Luften var mere usikker. Jeg vidste jeg havde passeret de 50 bar, men med 3-4 meter til overfladen var der ingen betænkning.

Per kæmper for at følge med og det er normalt ikke et problem, men med en markeringsballon slæbende efter sig er det ikke så let. Vores nye ven glider videre gennem vandet og jeg vinker og råber Haj – Haj.

Vi er næsten oppe og bryder snrt efter overfladen. Det var en fed oplevelse og smilet var bredt. Vi fik begge flash back til sidst på Maldiverne hvor vi også hang på saftystop og en Mantaray fløj forbi.

Vel ombord på båden viste det sig at vi var de eneste der havde set en på så nært hold. Der var dog en kvinde der havde set skyggen af en. Sådan skal et hvalhajs dyk være.