Rejsebeskrivelser

Så blev det store rejsedag og farvel til Watamu. Vi havde aftalt at køre 10.30 så der var tid til massage hos Josphine i hendes “klinik”. Et lille blikskur på en gruset sidevej. Det skulle nok blive spændende. Et lillebitte lokale adskilt med en trævæg, briks og fan. Men fan var ikke meget bevendt da strømmen var gået. Det luftede lidt og temperaturen var faktisk rigtig fin. En times massage til 3.000 shilling så svarer til godt kr. 140. Det var en gentagelse fra sidst med fingre der kom i dybde. Kan klart anbefales.

Afgang med destination Wilderbeest Eco Camp i Nairobi. Der skulle et par stop undervejs som var helt planlagt. Trafikken fra Watamu var rigtig med fine veje og ikke væsentlig mange biler. På vores venstre side fulgtes vi med vandet og til tider et lille glimt af mangrovetræer. Små landsbyer og nogle transport byer hvor det var tydeligt at de levede af dem der kom igennem. Det er spændende at se de små primitive kiosker, slagterbutikker hvor kødet hænger ud mod vejen – selvfølgelig uden kølemontre og så alle de andre små shops som sælger alt. Pludselig køre man igennem en by hvor det er tydeligt at der er tømmerhandelere der har samlet sig et sted. Jo tættere vi kom Vipingo og Mombasa ændrede bylivet sig til at være mere byagtigt.

Torben og Beth bor i Vipingo Rigde som er et indelukke (sikret sted) med omkring 80 blandende huse placeret i et stort område hvor der også går dyr omkring. Der er både airstrib, crossbane, 18 hullers golfklub og meget andet de kan hygge sig med.

Vi havde aftalt at komme forbi og aflevere bilen og få frokost sammen med Torben og Beth. De har et fantastisk hus der har udsigt over området og det indiske ocean.

Fra Torben og Beth havde vi bestilt Arnold til at hente os. En fin van der skulle køre os til MOI, som er den internationale lufthavn i Nairobi. Vi havde afgang med Safarilink kl. 19.10 så vi var i fin tid. Nairobi, trafik og kaos rimer fint. Vi var alle glade for vi ikke skulle sidde ved rattet. Kontrasten fra landsbyerne og til storbyen er til at se. Der er meget gadehandel og dyr går løst i gaderne.

Tak til Arnold for en fin køretur og goddav til MOI airport. Det gik let gennem terminal 1 og skærmen viste fint vores afgang med Safarilink til Wilson, men checkin skranken var ikke klar. Bare vent blev der sagt, men efter 45 minutter blev vi alligevel lidt skeptiske. Vi spurgte igen og en med lidt mere viden fortalte at flyet var aflyst – det stod dog stadig på skærmen. Vi fik fat i Safarilinks kontor og de bekræftede at vores fly kl. 19.10 var aflyst men at vi var ombooket til Jambojet kl. 19.15 mod JOMO lufthavnen. Derfor skulle derfor over i terminal 2 som kun var 100 meter væk. Chekin gik glat og vi var klar til takeoff øl og der blev lavet aftale med Bob om afhentning i JOMO for at køre os til Wilderbeest Eco Camp.

Der var en noget anden temperatur i Nairobi. Termometret viste 24 grader og det passede os meget fint. Bob havde lavet aftale med sin ven Charles om at køre os i hans bil. Vi kunne se på klokken at det nok ikke var til at få mad på campen så vi drejede ind og hentede noget Take Away. Det var så det der tog længst tid – at vente på maden i KFC.

Mandagen skulle bruges på vandet. Vi havde booket heldags boat safari med Watamu Safari. Det inkludere delfin spotting, snorkling, ud på en sandrevle, sejllads langs mangroven og ind på Waka Waka island for at spise frokost og se lokal dans.

Vi blev samlet op kl. 9.00 præcist og skulle køre godt 10 minutter. Det viste sig at vi kørte op til den store vej for så at køre ned mod stranden. Det viste sig at vi bare var kørt rundt for at komme ned for enden af den strand vi bor på.

Der var mange mennesker og det hele skulle gå lidt hurtigt på grund af tidevandet. Det var imponerende at de vidste hvem der skulle med hvilken båd,

men det lykkedes og vi kom ud inden tidevandet havde trukket sig tilbage.

Det var en lang men fin sejltur langs kysten hvor der var masser at se på. Lokale fiskere svømmede ud med svømmefødder, briller og snorkle for at fange languster og blæksprutter. Andre sejlede i deres udhulede kanoer og fiskede med line eller net.

Vandet var fantastisk smukt og meget klart. Drømmen om en svalende dukkert var allerede slukket da vi ankom til Watamu.

Der var ingen delfiner at se, men de både der kom imod os gav alle bølgetegn med armene som signal om at der var delfiner.

Ganske rigtigt pludselig dukkede de op i en flok af ca. 20 som fulgte båden. Det vil sige bådene for det var nogle flere end os.

Det blev tid til snorkling på et af de indre rev ikke langt fra kysten. Et rigtig turist rev hvor alle både samlede sig. Det var et fint lille rev hvor der var liv og fisk. Men også en smule ødelagt af både og alle de urutinerede som plaskede rundt og flere der bare stillede sig på koralerne.

Sidste stop inden mangroven var et lille sandrev midt ude i vandet hvor vi kunne få lov at hoppe af. Der var nogle fantastisk flotte store søstjerner og en kæmpe muslingskal som ville have været flot at tage med hjem. Men det går bare ikke.

Vi sejlede ind i mangroven og spottede forskellige fugle i træerne inden vi nåede Waka Waka island. Her var der tændt op i grillen og lokal fisk og kylling blev serveret.

Det hele sluttede af med lokal stammedans som dog blev ødelagt af at den italienske guide syntes at han skulle være en del af det. Det tegnede ellers autentisk, men gassen gik af ballonen.

En lille sejltur og vi blev sat af kørt tilbage i biler.

Watamu er en lille men levende by som har det hele. Der er en god blanding af lokale og turister. I blue bay er det Italienere der har slået sig ned og ved nabostranden er det Englænderne uden at det dog er meget udpræget.

Søndag var der rigtig mange lokale som kommer til stranden og hygger sig. Børnene bader og leger hvis ikke de er en del af det lille børneorkester der vil tjene en lille skilling.

Langs stranden er en del små barer og restauranter.

Skønt at vågne op, træde ud på terrassen og have den udsigt. Aktiviteterne var ikke store da det var lidt tidligt. Der var ingen planer for dagen så der var dømt ren afslapning.

Vi gjorde klar til en badetur på stranden, men den blev aldrig til noget, da vi gik langs stranden og så den næste bugt hvor der var en lige så smuk strand.

På vejen tilbage gik det op for os at tidevandet var i gang og der var slet ikke dybde nok til at bade.

Tidevandet gav en anden mulighed, nemlig at gå rundt om de små klipper i bugten. Da vi kom til første klippe stod der en skæv men venlig sjæl som gerne ville følges med os. Han fortalte om krapperne, søstjernerne og dengang tsunamien ødelagde noget af kysten. Det var fint med lidt guide og som vi nærmede os tidspunktet for at gå retur begyndte det vanlige med penge til frokost og forskellige ting. Vi var jo gået ned for at bade og havde intet med os.

Josphine blev booket for massage i lejligheden og hun lavede en god skilling. Hun havde stærke hænder og kom godt i dybden.

Watamu har mange små boder med mad, frugt, tøj, souveniers og meget andet. Alt ligger i gå afstand men skal lige huske på det er 40+ grader så det er pænt varm og solen skåner ingen hvide arme.

I vanlig stil kunne vi ikke modstå fristelsen da vi kigge ind i Ronnys lille biks. Den bestod mest af malerier hvor vi valgte et hvert. Det blev også til et enkelt lille tøjstykke hos Ronnys kone.

Den tidlige aften sluttes bedst på en strandbar. Vi gik til venstre og ned for enden til Kokomo beach bar hvor både drinks og udsigt var til en Sundowner.

…hvem kommer først.

Troede det skulle være en afkølede fornøjelse at komme i vandet på stranden. MEN det skulle ikke blive sådan. Vandet var absolut ikke svalende, det var vel mellem 35 – 38.

Så skulle det blive godt med en tur i poolen. MEN det skulle vise sig at være ligeså varmt vand.

Efter en god frokost endte vi ved Blue Bay og lejligheden Mountsbay apartments. En enkel men lækker lejlighed ud til stranden og tæt på byen.
Stor stue og køkken og 2 soveværelser med separate toiletter.

Det bedste af det hele er udeområdet. Stor terrasse med både mulighed for at slænge sig og nyde morgenmaden.
Vandet så rigtig indbydende ud både på stranden og i poolen, så efter en køretur og lidt over 40 grader kunne det ikke gå for hurtigt med at kommer i vandet.

Vel fremme i Watamu var der booket bord på en Italiensk restaurant. Vi tænkte ikke over at den kunne ligge lidt hævet over stranden i en lagune med den smukkeste udsigt til det inbydende blå vand.

Køreturen fra Satao til Watamu foregik i Torben og Beths biler. Den førate time var gennem grusvejene i Tsavo national park. Torben ledte an og man er ikke i tvivl om at han har kørt ralley. Der var fart over feltet med at undgå hullerne med mudder. Et par stop undervejs får at kigge på elefanter, strudse og rovfugle.

East Sala gate blev passeret med et kort stop. Gaten ligge ved floden Athi river. Fra Sala gate var der en time og tyve minutter på fine asfaltveje – næsten.

Smukt landskab med små bysamfund. Der var mennesker i gang med alt muligt. Nogle gik til med en flok geder. Andre gennede deres køer langs vejen. Der var sågar nogle der gik med en kæmpe flok dromedarer.
Børnene legede hvis ikke de sad langs vejen og solgte frugt.
Foran hytterne blev der malet mel og lavet mad og fornuftigt nok foregik det under træerne.

Tempoet var ikke så med kørslen, men det var også Beth der havde overtaget føresædet i deres bil. Til gengæld kunne hun en smutvej til Watamu. Den var kortere, en tør grusvej, støvet og bumlet. Vi kunne ikke se langt frem.

Ruten fra Satao til Watamu med et par gode view undervejs.

Efter endnu en morgen bush walk og dejlig morgenmad var det tid til at tage afsked med alle på campen.

Her er et lille udpluk af billeder som giver et godt indtryk af livet i campen.