Vi holder stilen meget godt for dagen og gik direkte til poolen med udsigt over det tyrkisblå hav. Det var så vindstille da vi fandt et par solbænke at vandet i poolen flot spejlede det åbne hav.
 |
 |
Sceneriet blev absolut ikke dårligere af at en fiskehejre smukt landede på kanten af poolen for at drikke vand. Jeg var hurtig med kameraet og fik hurtigt en ny ven. Det er nu ikke fordi fiskehejren er et sjældent syn her. Men den var meget rolig så jeg kunne komme meget tæt på den og tage portrætfotos til gæstebogen. Mig i en nøddeskal skal jeg nu gennemse jeg ved ikke hvor mange billeder. Vi blinkede til hinanden og gav hånd inden han smuttede ned til strandkanten.
Der skulle det vise sig at vi skulle mødes igen. For han gav mig et praj om at der var mere at se på. Det der på afstand kunne ligne koraller i vandet, eller havde det været i Danmark tanggræs, viste sig at være en stime af små fisk langs hele kanten.
Da jeg først fik set godt efter kunne jeg se at der var “huller” i stimen der flyttede sig. Da et “hul” kom helt ind mod kanten hvor jeg stod kunne jeg se hvad det var der fik stimen til at åbne sig. Otte til ti blacktip revhajer svømmede rundt som jagere for at få et godt måltid.
For mig gik der som sædvanligt Mr. National Geographic i den. Kamera om nakken og mobilkamera i hånden. Heldigvis havde jeg husket solcreme, hat og briller – doktor pjuskebusk.
Pludselig lød der en underlig lyd, som når man smider en stor håndfuld småsten i vandet. Her var det bare ikke noget der røg i vandet men derimod kom op af vandet. Henover overfladen i den friske vind var luften fuld af fisk. Jeg troede at det var hajerne der angreb, men kunne se at det ikke kunne være dem. Lyden og udsigten til mad fik min ven fiskehejren til at strække hals og holde sig klar, men ikke klar nok for det var ikke flyvefisk så de var hurtigt nede igen og hajerne kunne endnu engang cirkle rundt i stimen.
Jeg stod på kanten af stranden og hajerne kom helt tæt på og var lige under mig. Nu er der sikkert nogle der læser dette som en gyser, men selvom det er hajer som i rigtige hajer så er de ikke større end godt plus/minus en halv meget så jeg var helt rolig.
Det er dog noget flippet at stå midt i det sceneri. Fiskehejren i strandkanten der spejder efter det rette tidspunkt, hajernes søgen omkring som på film, en anden fugl der styrtdykket og henter sin andel og det tyrkisblå vand med hvide strande og palmer som baggrund.
Endnu engang var der fisk i luften igen, men nu fik jeg øje på hvad der får dem til at springe for livet. Vi kan kalde dem de blå spejdere eller banden fra dybet. Ude fra revet kom en gruppe af 12-15 blålige fisk ind mod stimen. De var på behørig afstand og så stimen an inden de angreb. Der var fisk i luften og halefinner i overfladen. Det tog kun et øjeblik så var der ro og jeg kunne se skyggerne forsvinde ud mod revet igen.
Jeg priste mig endnu engang glad for at jeg havde solcreme på for jeg havde snart brugt to timer med dette scenarie. Men endnu engang kunne jeg tage mig selv i at bande over de mange billeder jeg nu skal til at sortere fra.
Jeg var ikke meget for det men frokosten kaldte med hjælp fra min bror, så jeg måtte forlade min strand. Endnu engang et tegn på der ikke er mange mennesker at der ikke var andre end mig der viste dette interesse. Eller måske er jeg bare lidt nørdet.
