Vi blev droppet foran Thilaen så det passede med den lette strøm der var omkring Thilaen. Vi gik ikke længere ned end til 15 meter og drev med strømmen i den dybde rundt til vi mødte lidt modstrøm. Den var til at klare med lidt spark i finnerne. Sigtbarheden var rigtig fin. På forsiden hvor strømmen blev brudt hver sin vej af thilaen stod en del stimer og både tun og whitetip revhajer kredsede rundt. Jeg fik muligheden for at følge med en af dem.
Oppe på platoet havde en skildpadde travlt med at spise men den kunne alligevel poserer og se hvad jeg lavede.
Jeg fik filmet en del og fik lov at komme helt tæt på. Vi lavede ikke handshake, selvom jeg kunne nå den, den var jo ved at spise.
I læ for strøm og nysgerrige dykkere lå en anden skildpadde og gemte sig. Det var åbenbart et godt gemmested for i samme trygge omgivelser lå en fed muræne på godt en meter og var lidt sur. Den var vist lidt irriteret over en krebs der kilede den. Murænen forsvandt og jeg kunne få et bedre glimt af krebsen. Hvor murænen blev af ved jeg ikke, men den må have gemt sig et sted i samme hule.
Det var et dyk med en del action og vi kunne tilfredse stige til overfladen.