Kl. 19.30 blev fortøjningerne sluppet fra Ras Torombi og kursen sat mod Brothers Island. Turen ville tage mellem fem og seks timer så vi skulle sejle om natten. Der var rimeligt med piv på og hvide toppe på bølgerne.

Vi gik til køjs og faldt hurtigt i søvn til den vuggende skude. Kursen gik stik ud fra land og al forbindelse til omverden forsvandt.

Til midnat vågnede vi begge for nu gyngede det ikke bare. Det var en rutchebanetur uden lige. Bølgerne var taget til og slog mod siden. Det var lidt svært at falde i søvn igen.

Med et tog rutchebaneturen af og motoren blev næsten stille. Klokken var 01:20 og der var lamper at se uden for vinduet. Jeg fandt min badekåbe og gik på soldækket hvor kaptajnen gav mange hurtige ordre. Det var ikke dårligt at komme op og få lidt frisk luft.

Vi var nået til øen Little Brother som ikke er større end en lille fodboldbane. I horisonten kunne man se fyrtårnet på Big Brother.
Kaptajnen var ved at dirigere folkene i Zodiacen for at finde fortøjringsstederne på øen. Der lå tre på i forvejen så der skulle manøvreres for at få os på plads. Det lykkedes efter noget der ligner 3 kvarter.

Little Brothers midt ude i det røde hav

Båden lå nu rimeligt og gyngede en smule og det var muligt at få et par timers søvn inden briefing kl. 6.00