Eftermiddagsturen var efter eftermiddagsluren. Vi ville se
hvad hotellerne nord for vores lejr bød på. Det kunne være vi kunne få en
udsøgt middag i deres restaurant. Vi travede af sted over det golde terræn og
var fremme på 10 minutter. Jo tættere vi kom på hotellet jo mere spooky så det
ud.

Der var ikke rigtig nogle mennesker. Der var dog lidt
personale her og der. Alt så lukket og slukket ud. Da vi var inde på området
som var kæmpe stort var der dog en lille strandbar der var åben og der lå fire
gæster på strandbrikse.

Vi fortsatte af en slags promenade som havde set bedre
tider. Vi nåede hvad der viste sig at være skellet mellem to hoteller. Calimera Habiba Beach Resort og Kahramana
Beach Resort. Se på KORT.

Kahramana var er kæmpe område med amfiteatre, sportsbaner,
barer, butiksarkade, strandområder, legepladser, vandland og restauranter. Det
underlige var bare at alt var forladt. Vi var de eneste mennesker på området.
Butikkerne var lukkede, men der var stadig vare bag de støvede vinduer og der
var lys enkelte steder. Ud for en smukkebutik lå stadig perler og nips til at
lave smykker med.

Det var som om nogle havde låst og smidt nøglen væk for længe
siden. Alt var forladt og bygninger i forfald. En meget underlig oplevelse at
gå rundt på sådan et hotelområde.

Vi talte med en på baren ved Calimera hotellet som fortalte
at det forladte hotel var lukket for to år siden. Det andet hotel havde kun 55
gæster lige nu. Han forklarede at det var lav sæson og at de ville komme til
december.

Vi kunne ikke få det til at hænge sammen. Vi taler om et hotel med 4
store pools, vandland og i følge deres hjemmeside 334 værelser.