Vi prøver at gøre os forståelige, men med nogen er der ikke noget at gøre. Vi tog kontakt til en af gutterne ude foran hotellet for at arrangerer en køretur til fyrtårnet.
Det er så heldigt at der er et stort kort med priser på. Vi pegede på “Lighthouse” og sagde derhen. Han nikkede og førte fingeren fra Lighthouse ind på en pris. Han ramte 2.500 Thb for den tur.
Hvad vi godt kunne læse var at det kostede en tur rundt hele øen en hel dag. Vi aftalte 1000 Thb for turen. Det skal lige siges at vi taler om en morfar godt oppe i årene.
Han smilede og kørte af sted og vi var glade. Da vi havde kørt 5 minutter stoppede han ved en kiosk og kaldte på sælgeren.
Han kom ud og de talte sammen. Sælgeren spørger os hvor vi skal hen. Vi forklarer “Lighthouse” og der går lang tid før han fatter hvor vi vil hen.
Han forklarer morfar hvor vi vil hen og bekræfter det er 1000 Thb. Men han fortæller også at vi ikke kan komme der med tuk-tuk, men vi skal med bil.
Det skal vi dog ikke tænke på for morfar har bil. Vi blev kørt hjem til morfar og mormor hvor der holdt en landcruiser som vi kunne sidde på ladet af.
Nu styrede det for os, troede vi, for da vi nåede at køre lidt stoppede han ud for et lille touristkontor og kaldte på receptionisten.
De snakkede sammen og hun spurgte hvor vi skulle hen. Vi sagde “Lighthouse” og hun nikkede. Hun spurgte hvor længe vi ville være der og vi sagde 1,5 time.
Hun gav beskeden videre til morfar og vi kunne køre videre – aftalerne var på plads. Sprogbarrierer – næ ikke her.