Rejsebeskrivelser

Så er vi hjemme og har minderne tilbage. Tak for at læse med – mon ikke vi tager på nye eventyr.

Så er det slut og sidste del af ruten er udført.

Det var tid til sidste tur med Peter trygge og sikre kørsel gennem det fantastiske Kenyanske landskab. Masser at se på på køreturen. Små landsbyer, dyr i vejkanten, flotte vidder og naturen.

På slutningen af vores sejltur fik vi set den afrikanske flodørn på meget tæt hold. Langs vandkanten stod en masse døde træer, som gik ud efter vandstanden var steget. Ørnene kunne godt lide de træer og der var mange af dem.

Vi fik set en som fløj efter en fisk lige ved siden af båden. Det var Joshep der fik en fisk fra en af gutterne der stod i vandet og fiskede.

Han fløjtede og fik ørnens opmærksomhed og kastede så fisken. Ørnen lettede og fløj ned mod os og hentede fisken.

Peter havde foreslået at vi kunne lave et stop ved Naivasha Lake hvor man kunne komme på bådsafari.

En lille smal båd med plads til 7 personer. Vi var bare os 2 og Joshep. Flodhestene lå i vandet og hyggede sig.

Da han hørte vi var fra Danmark ville han sejle os ud til øen Cresent Island hvor dele af filmen “Mit Afrika” om Karen Blixen er optaget. Man satte dyr ud på øen så man kunne filme jagten. Efter filmen var færdig fjernede man kun rovdyrene, så i dag kan man se bestande af zebra, gnuer, gazeller og mange andre arter. Der er også masser af fugle som vi kunne komme tæt på.

En eftermiddag uden planer skal man udnytte fuldt ud til at få slappet af og bade, for de sidste mange dage har programmet været fyldt med oplevelser og indtryk.

Sidste aften lignede de andre når vi taler om maden. Chefkokken og det søde personale havde endnu engang sat buffeten frem og vi manglede ikke noget.

Vi havde en ide om at der ville ske lidt og vi havde gættede rigtigt. Vi fik det bekræfte da vi kunne høre syngende Masaier komme nærmere og det hele til ære for os med sang og dans. Vi blev inviteret til at være med på sang og dans. På vores kejtede og stive facon prøvede vi at følge med. Et forsøg på at brumme med på deres lyde gik heller ikke særlig godt. Vi satte os og i stedet nød deres sang og dans.

Efter dansen var det til tid en demonstration i deres hoppetradition

Dans og hopperi var slut og vi havde tid til at tale med dem. Vi bød dem på sodavand og det er lidt en kontrast fra at have mødt dem i landsbyen til at se dem samlet i en bar.

Peter cruisede rundt for at finde det rigtige sted til en frokost. I Masai Mara finder man ikke en restaurant med menukort. Men man kan alligevel se dem på lang afstand. De findes gerne på en høj eller bakke hvor der er skygge. Græsset skal ikke være for højt og efter Peters mening skal der ikke være andre biler i miles omkreds. Han forstår at kredse om os.

Efter at have tjekket et par steder ud fandt han det helt rigtige træ hvor vi kunne spise vores picnic box som køkkenchefen havde pakket.

Lidt spændende at spise sin frokost vel vidende at dyr bliver jaget og spist af løver, geparder og leoparder lige her.

Hvorfor så kalde leopard restaurant? Hvis vi kiggede op i træet kunne vi se kraniet med horn af en gnu. Det er nok helt sikkert at der ikke selv har lagt sig til at dø deroppe, men er blevet slæbt derop af en leopard.

Endnu engang med maven fuld kunne vi starte – Slow Ride Home til Kimana Camp. Det blev en lang dag med vækning klokken 4.00, ballonflyvning og 86 kilometers gamedrive i det fantastiske Masai Mare.