Rejsebeskrivelser

Efter morgendykket gjorde jeg en frygtelig opdagelse. På værelset var der løbet vand ned af væggen, hen over natbordet og ned på gulvet. Problemet var bare at inden vandet ramte gulvet løb den gemmen min computer.

Det så umiddelbart ikke slemt ud så den blev sat til side så den kunne tjekkes senere.

Den blev tjekket og ville ikke tænde, nu var jeg tosset – rigtig tosset og fik fat i maneger og maskinmester som fandt skruetrækker, vatpinde, klude og kompressor frem.

Som en anden doktor nørd sad jeg der og splittede min computer ad stykke for stykke mens resten af båden defilerede forbi mens de kondolerede.

Der var vand i den og jeg blev ved med at stille spørgsmålet – er i sikre på det ikke er saltvand. Det lovede de. Skrue for skrue mens der blev blæst luft og tørret vand til den var helt adskilt.

Værelse 16 blev gjort klar, som en anden opvågningsstue, med håndklæde på sengen så den kunne komme sig natten over. Dens ejer var meget berørt af situationen ved at efterlade en så nært beslægtet forkommen i isolation.

Timerne gik og efter morgenmad var det tid til at samle den igen. Det er jo bare i omvendt rækkefølge og håbe patienten overlever.

– Den var samlet.

– Den startede op.

– Der var en skrue tilbage, Buissenes as usual.

Bloggen kører igen efter endnu en redningsaktion.

Jeg har altid fået at vide, at jeg ikke er så høj. Nu har jeg
fået nye venner og pludselig er jeg en høj flot fyr.

Dagens tredje dyk blev ikke til noget da der var noget vind
på revet. Derfor måtte vi blive på båden som lå i læ. MEN der må jo så bare ske
noget andet – det er jo stadig fire tosser på tur.

De andre gæster er vist ikke vant til, at der pludselig
kommer fire halvgamle mænd i rask gang, og kun i ført badebukser, for så at
springe over bord fra 3. dæk. Det kan godt være de kom op af stolene da vi tog
det andet spring. Hvis der skal ske noget – så må man gøre noget ved det.

Fire danske dykkere deltog her til morgen i en
redningsaktion med at få andre dykkere ud af vaskemaskinen.

De danske dykkere var kommet op fra et dyk og var på vej
retur til deres Liveaboard da de pludselig så en dykker fra en anden båd alene
midt i det Indiske ocean.

Han så træt og forvirret ud og der blev kommunikeret til ham
både med råb og håndtegn. Mr. Mox greb resolut sine finner og sprang på heroisk
vis i vandet for at komme ham til undsætning.

I vandet et godt stykke længere fremme, sås endnu nogle
dykkere, som kom til syne bag de indtil to meter høje bølgertoppe, for så at
forsvinde igen.

Et stykke derfra lå deres fartøj som blev kastet rundt af
bølgerne. Der var ingen besætning at se på båden og den lignede et
spøgelsesfartøj.

Mr. Mox var nået frem til den ensomme og trætte dykker, der
viste sig at være russer. Da der var hjælp hos russeren, kunne danskernes båd,
nærme sig spøgelsesfartøjet for at se om der var sket besætningen noget.

Det var først tæt på stævnen af fartøjet, at det stod klart,
at der rent faktisk var besætning om bord og at de var i god behold. De var ved
at samle endnu en dykker op.

De fire danske dykkere var vidner til den kommunikation der
foregik mellem de to både og de instrukser der blev givet for at redde alle de
vildfarende dykkere om bord på deres båd.

Situationen var under kontrol og de danske dykkere var med
til at guide spøgelsesbåden hen til den trætte dykker. Han kom udmattet og træt
ombord på sin båd og fik reddet både sig selv og sit kameraudstyr op. Derpå
klarede de selv at få samlet russerens Boddy op som lå flere hundrede meter
væk.

Efterfølgende har det vist sig at de russiske dykkere var
blevet fanget i vaskemaskinen, som er en betegnelse for en strøm der drejer
rundt så det kan være svært at kommer nogen vegne.

Sådan kunne artiklen garanteret have lydt på Ekstrabladet –
her er ikke pyntet på facts, men måske brugt lidt mere dramatik end der
egentlig var. Det var dog fedt at se den hjælpsomhed der er blandt dykkere og
hvordan man passer på hinanden. Mr. Mox is our man.