Klokken var 5.45 da uret ringede og ud af teltet kunne man lige ane at det var ved at blive morgen. Tidligt op for at komme på game drive. Temperaturen var behagelig og det lysnede hurtigt. Det forlød at man havde set løve ved Aruba dam, så det var målet at køre i den retning.
På vejen derud var det mest fugle der blev spottet. Små som store fik en historie med på vejen. Efterhånden så vi havde kørt lidt steg temperaturen i takt med at solen kom højere op på himlen.
Vi kom frem til den sydlige side af Aruba Dam og Torben spottede en hunløve med 2 unger der lå på kanten af et dige. Den spejdede rundt mens ungerne legede. Den var lidt langt væk men den var der.
Vi kørte om på den anden side af dammen og da vi nåede rundt, kunne vi se en masse jeeps. Det betyder med sikkerhed at der er noget at se på. Langs med Aruba Airstrib lå et par hunløver og havde skarpe blikke mens deres unger legede.
Langt ude til højre spottede vi endnu en hunløve med 2 unger der kom i vores retning. Vi var enige om at det måtte være dem fra diget der var på vej. De krydsede vejen og gik gennem krattet for at samles med de andre. Et skønt syn at se de uskyldige unge lege med hinanden.