Vi var taget med Tuk Tuk til Galle for at gå en tur igen og tage lidt flere billeder af døre og indgangspartier. Det var blevet varmt og vi havde fået frokost og var egentlig på vej retur. Vi var nået til 80 Lighthouse street og et fint dørparti. Den ene låge stod åben og der var en ung fyr foran huset som viste sig at bo i huset. Jeg spurgte om det var OK at lukke døren og fortalte at jeg tog billeder af døre. Det var helt fint med ham og så begyndte han ellers at fortælle om huset. Han bød os inden for i huset hvor hans familie havde boet i 5 generationer. Det blev så billede af en dør både ude og indefra.

Det var smukt samt godt vedligeholdt og der var inventar der gik 200 år tilbage. Vi var i entreen som mere var en hall og i rummet op til 1. sal havde de spisebord. Der stod også et gammelt pengeskab som var dateret 1862.

Han blev ivrig og ville vise os smykkeværkstedet længere inde i huset. Nogle af de ansatte sad og spiste frokost og der blev lavet mad i det store flotte køkken. I et lille rum bagerst i huset var værkstedet hvor der sad to gutter og lavede smykker. Guldsmedens søn fortalte om alle processerne og viste hvor de smeltede guld, polerede ringe og de forskellige redskaber.

Vi takkede for kigget og historierne og blev guidet ud gennem butikken. Det var en god oplevelse, hvor vi på intet tidspunkt, havde fornemmelsen af at der var for at få penge eller at vi skulle købe noget. Han var nok bare beæret over at vi viste interesse for huset. Vi fik et visitkort og takkede endnu engang.

Lanka Gems & Jewellery