Rejsebeskrivelser

Man tror man er faret vild, der er ingen skilte ved vejen, og det virker forkert. En lille bitte grusvej, der snor sig ind mellem træer og et par huse. Eneste synlige tegn er i sidste sving er det elektriske lampen langs vejen som ender ved en lille hytte. Ingen skilt, bare en hytte. Der var dog nogen til at tage imod og da vi kom gennem hytten stop der Gal Oya Lodge. Noget måtte være rigtigt. Herfra dukkede den en overraskelse op efter den anden. Super charmerende hovedbygning med alt under et tag lavet af siv. Her var receptionen, baren, lounge og restaurant. Der var herfra alt skete.

Manageren bød os velkommen og fik os forklaret om alle rutinerne. Han fulgte til vores hus, som var noget af oplevelse. Skjult i mellem en masse træer, buske og palmer lå denne lille perle. 2 værelser, semi udetoilet og egen ugenerte terrasse. Himmelseng med myggenet, udsigt til naturen og eneste lyde var fra fugle. Sådan fås det ikke bedre. Tag med på velkomsttur i videoen…

Det er lidt svært med de mange cifre i pengene, når man skal hæve. Vi ville hæve LKR 100.000,- og begyndte at taste nuller ind og enter. Så blev udbetaling afvist. Så prøvede vi igen og tastede ind som vi troede. Maskinen begyndte at tælle, lågen åbnede og ud kom penge. Vi snuppede dem og det viste sig at det var een 100,- seddel, som svarer til kr. 2,50. Så håber vi ikke at det koster kr. 50,- at hæve 2,50.
Nu vidste vi hvor cifrene skulle placeres og det lykkedes af få 50.000,- ud af maskinen og en kvittering, som ikke have nogen tekst, en blank nota.

Afgang fra Thilanka lidt før tid, men det gjorde heller ikke noget, for vi havde sat Tissa på en prøve. I shoppen ved Royal garden havde vi set en porcelæns elefant så vi ikke rigtig kunne glemme. Derfor kørte Tissa os til et par butikker for at se om de havde det. Forgæves var det og vi kørte mod Gal Oya – men tankerne var stadig ved elefanten og om man mon kunne få den andre steder end i Kandy. Merete kom i tanke om at de 2 andre danskere, som vi har mødt et par gange, skulle i Royal garden til formiddag. De har Tissas søn Dhenisen, som chauffør. Jeg havde heldigvis et billede af elefanten og prisen, så med et par opringninger til Dhenisen var der lavet en aftale, med at han købte den for os. Nu var der ro på det tankemylder.

Turen til Gal Oya var planlagt uden vi skulle se noget. Der blev dog et par stop på vejen for at nyde en udsigt, spise frokost med toiletbesøg og måske hæve penge. De penge gav nyt hovedbrud, men det kal du læse om i “ATM – helt blankt”.

Ruten vi kørte på var ikke så trafikkeret som ellers, måske fordi vi skulle gennem nogle bjerge. Naturen var fantastisk og vi så en ene flotte udsigt efter den anden. Det kunne være en tour de france etape. Vi var kommet til stykket de kalder 18 bend. Det har navnet efter de 18 skarpe sving der alle er numereret fra 1 til 18.

Tissa havde lagt frokostpause ind ved byen Mahiyanganaya. Det var en pænt stor by som virkede til at der mest var lokale der var på farten. Vi satte på ved et meget lille sted der havde lidt brød og nogle varme retter. Problemet var kun at der ikke var et toilet, men det var heldigt at det lå lige over for busstationen. Tissa gik med og flere gange fik han vist vej. Helt nede for enden af stationen var toiletterne. Tissa fortalte det var private betalingstoiletter, så det lovede godt. Det koste 1 krone for at benytte toilettet, men at det skulle være bedre fordi man skulle betale, kan man godt skyde en hvid pil efter. Jeg vil tro at det er sådan et festivaltoilet ser ud på sidste dagen. Men når man skal tisse så tisser man – godt det ikke var fuldt program.

Vi vendte tilbage til den søde gamle mand med 2 tænder i munden og bestilte noget forskelligt. 6 stykker brød med forskelligt imellem, 2 colaer, 1 ginerbeer, 1 kop kaffe og en vand. Inklusiv drikkepenge måtte vi slippe det der svarer til Kr. 25.

På vejen var der rigtig mange aber. Der er nogle af de lokale der fodre dem når de passerer de mange sving, så det får dem nok til at holde til der for at få noget at spise.

Sidste stop var i supermarked Cargills der lille i Bibila. I det område vi var på vej til er der ikke rigtig noget at købe, så det kan være godt med lidt kiks og chips.

Endelig de sidste 600 meter ned af en grusvej, hvor der blot lå et par huse. Der var ingen antydning af at der skulle være en Lodge her. Men det sidste stykke stod et par lamper og for enden af vejen stod de søde mennesker fra Gal Oya Lodge og tog imod os. Wau for en oase at komme frem til.