Isiwara Paura er et SPA sted lidt uden for byen, som Tissa anbefalede fordi kvaliteten er bedre og prisen lavere end på hotellet. Der var booket tid til kl. 17.30 og det var lidt tempelagtigt ved ankomsten.
Jeg blev taget godt imod foyeren og skulle tage store beslutninger – hvilken massage skulle jeg vælge på menuen. Jeg havde besluttet at tage full body, men pludselig var der olier der skulle tilvælges. Ville jeg have hoved og nakke massage først, dampbad, skulle det væres med varmepuder til slut. Skulle det være 60 eller 80 minutter eller noget helt andet. Der var ingen valg om det skulle være mand eller dame der masserede – det var male to male.
Jeg endte med “Body massage with oil & Pinda sweda” (Pinda Sweda er en ældgammel massageterapi, der bruger MEGET varme medicinske olier i en stofpose) som skulle vare 80 minutter og kostede LKR. 13.000. Så var jeg færdig ved skranken og kunne sætte mig i venteposition i foyeren. her kunne jeg kigge lidt på de andre der ventede, bassinet med fisk og nyde roen.
Jeg blev hentet af en anden fyr i hvidt outfit, og vinkede farvel til Tissa, inden jeg blev ført over en gangbro og ind i rummet hvor massagen skulle foregå. Briksen blev gjort klar og jeg fik besked på at klæde mig af. Der stod godt nok 3 brikse, men ellers lignede det mest af alt et undersøgelsesrum. Fyren i hvidt gik ud og kort efter kom en anden fyr ind med stort krøllet har og grønt outfit. Hans skjorte havde samme facon som min. Sad lidt tæt og mellem knapperne gabte den lidt. Lige så meget som hans smil.
Rundt om livet med et håndklæde og jeg blev sat på en træstol foran et stort spejl – oh gosh – godt jeg plejer at tabe mig på disse ferie. Så startede seancen for alvor, med jeg fik hældt olie i håret som blev klasket godt rundt inden han begyndte at massere. Der gik 20 minutter med hoved, nakke, skuldre og på grund af spejlet lukkede jeg øjnene, men det gjorde også at jeg rigtig kunne slappe af og nyde det.
Op på briksen på ryggen og alt lyset blev slukket, på nære en enkelt i loftet, og så gik der ellers tid med den helt store dybdegående massage. Tre gange var jeg på grænsen til at falde i søvn, men klarede lige skærene. Han kom helt ud i tåspidserne, hvilket gjorde mig lidt nervøs om mine vabler skulle gøre ondt, men det gik fint.
Turn around – lød en stille hvisken og det var tid til at få masseret bagsiden fra top til tå. Der blev en kort pause og jeg kunne høre der blev rumsteret med noget der lød som grydelåg. Han kom tættere og jeg kunne høre han klaskede noget mod sin hånd. Det næste jeg kunne mærke var en meget varm stofpose på min nakke. Den blev flyttet fra sted til sted meget hurtigt, hvilket vist var meget godt, for den var meget varm. Efterhånden som han nåede frem skulle posen skiftes i “gryden” og imens blev olien vasket af min ryg. Det endte ved fødderne som fik flash back til det varme sand ved Dolphin beach.
Sådan sluttede en god oplevelse og en massage udover det sædvanlige. Der var gået 100 minutter og jeg blev fulgt tilbage af krøltoppen med det generte smil. Jeg takkede mange gange og Tissa og jeg kunne vende tilbage til Sigiriya.