Rejsebeskrivelser

Vi gik direkte til baren og fik en svømmetur i poolen inden vi skålede på dagens vilde oplevelser.

Hejren – altså den rigtige – kom et smut forbi og fik en sluk vand og nød solen inden den fløj af sted.

Hele området var gjort klar til Live musik kl. 18.00 så det kunne ikke være en bedre afslutning på dagen, til trods for der lige kom en regnskylle.

Så da vi gjorde klar til 3. dyk var vi helt rolige. Dog ikke så rolige som nogle af de andre. Filip havde sat gang i at vi skulle have grej på, men flere var noget langt bagud.

Da vi var vores eget team kunne vi hoppe i. Denne gang havde Filip foreslået at svømme mod strømmen og måske på den måde møde vores nye venner. Vi holdt og på 8-10 meters dybde og 5 meter fra revet. Strømmen var næsten ikke til at mærke men sigtbarheden havde ændret sig til det lidt værre – dog stadig fin.

Vi pudsede forruden og spejdede nede, ude, oppe og inde men der var intet at se. Vi havde aftalt at vi skulle blive så længe vi kunne og ikke tage nogle chancer med at gå op for tidligt. Vi havde dog ikke svømmet længe før jeg fik øje på endnu en hvalhaj lidt ude til venstre for mig. Jeg kiggede på Per som endnu ikke havde set den. Jeg behøvede heller ikke signalere til ham for den havde kurs lige mod ham, så han skulle nok få øje på den.

Jeg fik klaret kameraet og vi vendte rundt og svømmede ved siden af den. Det var den største af dem vi fik set i dag. Vi kunne følge med den et langt stykke og vores held var at vi ikke var længe om at komme i vandet. Det forspring vi fik betød at vi havde den for os selv et godt stykke. Vi mødte den på 10 meter vand og den var lidt på vej ned.

Efter et stykke tid kom vi mod gruppen af dykkere fra vores båd. De sluttede sig til os og nu var vi 14 dykkere omkring hvalhajen. Vi var nået til de 22 meters dybde og den var på vej længere ned. Jeg fik kontakt med Per og vi signalerede at vi vendt rundt igen. Vi håbede på at vi måske på den måde kunne møde endnu en ny ven og få lidt alene og kvalitet tid med den.

Men desværre sådan gik det ikke. Vi fik et fint dyk på resten af vores luft, men vi var fuldt ud tilfredse med dykket.
Det er ret vildt at svømme ved siden af verdens største fisk. Det kan jeg bare ikke blive træt af.

Behøver jeg at sige at vi stadig smiler.

Det VAR tid til frokost, men der var jo hajer i farvandet og skipperen kiggede efter dem.

Det blev til to turer i vandet med snorkel. Første gang fordi nogle japanere signalerede at de var der, men kvajhovederne mente at de var dykket. Så der fik vi lidt motion.

Anden gang med snorklen var noget bedre. En pæn stor hvalhaj var på vej lige ved siden af vores båd og denne gang med lidt mere held. Vi kom i og kunne svømme i overfladen og se den. Det blev til et par turer ned i dybet, som min computer registrerede til hele 3 meter. Vi fulgte den et godt stykke til den begyndte at gå ned.

Alle kom ombord igen og vi kunne få en hurtig frokost.

Tiden indtil næstedyk foregik stort set i fuld uniform. Besætningen var opsat på at finde hvalhajerne. Mens vi var nede havde en båd længere sydpå spottet en. Derfor cruisede vores skipper frem og tilbage og vi holdt os klar til at hoppe i og snorkle. Det blev dog ikke til noget og vi kunne nyde the og appelsin.

Tiden gik hurtigt og vi var klar til endnu et dyk. Vi blev droppet på samme rev så vi kendte turen. Vi var blevet gode til at holde på luften og vi gled med strømmen langs revet i cirka 10 meters dybde. Sigtbarheden var ok. Vi brugte ikke meget tid på småtingene, mens spejdede oppe og nede. Måske var chancerne ikke så store alligevel. Et stykke under os hvilede 2 medium skildpadder som jeg smuttede ned og sagde hej til. Havde mest af alt lyst til at sige haj.

Selvom der ikke var skyggen af hvalhajer var det et ret fint dyk. Vi havde roen på os og gled gennem vandet. Vi signalede til hinanden at vi skulle gå lidt op på revet så vi kunne glide af sted på 5 meter. Vi havde været på dykket omkring 52 minutter og startede safety stop. Ballonmarkøren blev blæst op og vi hang der. Jeg med ryggen til det store blå og Per med ryggen til revet. Vi lå fem-syv meter fra revet da jeg får øje på den.

Bag ryggen på Per glider en mindre hvalhaj med strømmen. Jeg peger og han tror jeg laver fis. Det er først da han ser hvordan jeg får fart på og griber efter kameraet at det går op for ham at der er noget. Den er 3-4 meter lang og jeg når næsten op på siden af den mens jeg både filmer og tager billeder. Jeg registrerer at jeg er på 4,5 meter vand og derfor ikke har nogen problemer med dybden og vores sikkerhedsstop. Tiden på de 5 meter og 3 minutter var også gået så No Problems – giv den gas Flemming og følg den kammerat til dørs. Luften var mere usikker. Jeg vidste jeg havde passeret de 50 bar, men med 3-4 meter til overfladen var der ingen betænkning.

Per kæmper for at følge med og det er normalt ikke et problem, men med en markeringsballon slæbende efter sig er det ikke så let. Vores nye ven glider videre gennem vandet og jeg vinker og råber Haj – Haj.

Vi er næsten oppe og bryder snrt efter overfladen. Det var en fed oplevelse og smilet var bredt. Vi fik begge flash back til sidst på Maldiverne hvor vi også hang på saftystop og en Mantaray fløj forbi.

Vel ombord på båden viste det sig at vi var de eneste der havde set en på så nært hold. Der var dog en kvinde der havde set skyggen af en. Sådan skal et hvalhajs dyk være.

På det første dyk susede vi med strømmen som ikke var så stærk. Men det gik derud af langs revet mens vi spejdede efter hvalhajer. Desværre blev det ikke til nogen.

Derimod spottede vi en enkelt Blacktip revhaj. Den var ikke ret stor men den var der. En enkelt lile moræne tittede fren fra sin hule. Sigtbarheden i vandet var ikke optimal men ok. Vi gik op på lav dybde og nød revets fortræffelighed.

Vi lavede vores safety stop her og blev kort efter hentet af båden.

Samme ritualer fra morgenstunden, Samme morgenmad, morgentoilet og ellers i dykkercenteret. Vi så frem til dagen med spænding for vi var skrevet på en heldagstur med formålet at finde hvalhajer. Tre dyk var der planlagt så det kunne gå hen og blive en lang dag på havet.

Alt var i orden bortset fra min regulator som ikke virkede. Tryktransmitteren sendte ikke til min computer så jeg kunne aflæse mit tryk i flasken. Jeg måtte desværre bruge et analogt manometer. Pyt med det, det gør jo ikke dykket anderledes. Der var igen 14 dykkere på båden Faza som var den samme som i går. Der var kun Filip som guide. Det tegnede godt for dagen. Sejlturen gik sydpå og da vi kom lidt derned af begyndte besætningen at spejde efter hvalhajer. Vi nåede så langt ned at vi kunne se øen Sun Island som vi boede på i 2013. Besætningen var meget tavse og kl. 10.00 startede vi første dyk.