Vi fik godt nok travlt fra morgenstunden. Min morgenvækker havde glemt at stille uret. Jeg vågnede og kiggede heldigvis på uret. Den var 6.32 og der er mødetid kl. 6.45 så jeg fik hevet Per ud af sengen og hurtigt i tøjet. Jeg susede op og smed to boller i toasteren og fik to juice med i hånden.
Trods vores sene morgenentre kom vi i fin tid og var som sædvanligt klar som nogle af de første. Der er bare nogle der kan få det hele til at tage den dobbelte tid.
Selvom vi kom hovedkuls af sted så havde vi det med vi skulle bruge og vi var klar til dykning.
Vi skulle sejle omkring 20-25 minutter ud fra kysten for at nå dagens morgendyk. Det er imponerende som skipperne kan finde revne. De sejler bare ud i det blå uden nogen pejlemærke og de bruger ikke GPS. De finder dem bare. Det må være et levn fra beduinerne der navigerer via stjernerne.