Morgenbriefing om dyk på den nordlige del af revet. Vi går efter hammerhajerne denne gang. Vi skulle holde os over guiden som ville spotte efter dem og kalde os ned hvis de var der. De holder sig nede hvor temperaturen er 20 til 24 grader.
Vi var klar og efter et godt råd fra tømrer Nimskov tog jeg et søm med i lommen. Det måtte da bringe held når man skal lokke en hammerhaj til. Af sted med zodiac i 4 til 5 meter store bløde bølger, så et godt tag i rælingen var nødvendigt.
Negativ nedstigning i det blå med rigtig fin sigtbarhed og vi var ikke alene. Grupper af dykkere lå i grupper i ventede, men ingen store ting i sigte og vi var på 35 med en faldende temperatur. Som aftale lå guiden Kimo under os og spejde dybere ned.
Vi hang der i det blå
forventningsfulde og kunne knap se spidsen af det nordlige rev.
Så kom det,
Kimo bankede på tanken, hvilket var signal til at vi skulle komme ned. Der var
umiddelbart ikke noget at se, men jo længere ned vi kom og jo mere temperaturen
faldt dukkede silhuetter op af hajer.
En grupper 12 hammerhajer var under os og vi steg videre ned og på 56,9 meter havde vi en fed oplevelse. De kredsede rundt og vi kunne nyde synet til de træk sig væk igen. Vi fik endnu en runde med dem da de kom tilbage kort efter. Hammerhajen tjekket af på listen ligesom det dybeste dyk vi har haft.
Andet dyk gik fra nord og ned af østsiden af revet igen på jagt efter noget stort. Efter kort tid lød signalet fra Kimo og længere nede kunne vi se en Thresher haj glide forbi. Den var for lang væk til et billede men de har en underlig lang hale. En enkelt hammerhaj kom tæt forbi og tiden var ved at rinde ud og flasken tom for luft.
Sidste dyk blev et let dyk på den sydlige del af revet hvor bådene ligger for svaj. I fra båden og ind mod revet som har et plateau på 30 meter. Efter 25 minutter steg vi op, vendte rundt og fulgte revet på lavere vand. Her mødte vi en ret stor Napoleons fisk og en Torpedo Ray på tur. Inden vi dykkede ud var der tid til at hænge under båden og spejde efter Longimanus men de var ikke hjemme.