Næste destination var Mara River som normalt er en lang køretur, men fordi vi allerede var et godt stykke ude på savannen efter ballontur passede det fint at komme omkring Mara river.
Floden løber gennem Kenya og Tanzania og har givet navn til Masai Mara vildtreservatet i Kenya. Mara floden er 395 km lang og har et afvandingsområde på ca. 13.504 km2, hvoraf ca. 65 % ligger i Kenya. Den har sit udspring i Kenyas højland og løber ud i Victoriasøen.
Floden havde pænt meget vand og er blandt andet den der bliver krydset når der er migration i perioden juli til september måned. Hvert år krydser 1,5 millioner gnuer floden fra Serengeti til Masai Mara og tilbage igen på jagt efter grønt friskt græs. Når det sker er der mange der gerne vil se det spektakulære syn der er fyldt med drama, fart og drab i bestræbelserne på at krydse floden.
På flodbredden lå mange flodheste på siden og sov. Ved første øjekast så det ud til at de var døde i solen. Det er første gang vi har set så mange ude af vandet. Ellers har vi set dem ligge under vandet kun med snuden og øjnene oven vande.