Campen var bare et stopover og vi kom sent om aften så det var ikke rigtig til at få en fornemmelse af den. Men vi stod lidt tidligere op så vi kunne se hvad der var vi var nået frem til.
En hyggelig oase i Nairobi, som man måske skulle have lidt mere tid til at dyrke. Morgenmad på terrassen var lækker og solen begyndte at få temperaturen lidt op.
Så blev det store rejsedag og farvel til Watamu. Vi havde aftalt at køre 10.30 så der var tid til massage hos Josphine i hendes “klinik”. Et lille blikskur på en gruset sidevej. Det skulle nok blive spændende. Et lillebitte lokale adskilt med en trævæg, briks og fan. Men fan var ikke meget bevendt da strømmen var gået. Det luftede lidt og temperaturen var faktisk rigtig fin. En times massage til 3.000 shilling så svarer til godt kr. 140. Det var en gentagelse fra sidst med fingre der kom i dybde. Kan klart anbefales.
Afgang med destination Wilderbeest Eco Camp i Nairobi. Der skulle et par stop undervejs som var helt planlagt. Trafikken fra Watamu var rigtig med fine veje og ikke væsentlig mange biler. På vores venstre side fulgtes vi med vandet og til tider et lille glimt af mangrovetræer. Små landsbyer og nogle transport byer hvor det var tydeligt at de levede af dem der kom igennem. Det er spændende at se de små primitive kiosker, slagterbutikker hvor kødet hænger ud mod vejen – selvfølgelig uden kølemontre og så alle de andre små shops som sælger alt. Pludselig køre man igennem en by hvor det er tydeligt at der er tømmerhandelere der har samlet sig et sted. Jo tættere vi kom Vipingo og Mombasa ændrede bylivet sig til at være mere byagtigt.
Torben og Beth bor i Vipingo Rigde som er et indelukke (sikret sted) med omkring 80 blandende huse placeret i et stort område hvor der også går dyr omkring. Der er både airstrib, crossbane, 18 hullers golfklub og meget andet de kan hygge sig med.
Vi havde aftalt at komme forbi og aflevere bilen og få frokost sammen med Torben og Beth. De har et fantastisk hus der har udsigt over området og det indiske ocean.
Fra Torben og Beth havde vi bestilt Arnold til at hente os. En fin van der skulle køre os til MOI, som er den internationale lufthavn i Nairobi. Vi havde afgang med Safarilink kl. 19.10 så vi var i fin tid. Nairobi, trafik og kaos rimer fint. Vi var alle glade for vi ikke skulle sidde ved rattet. Kontrasten fra landsbyerne og til storbyen er til at se. Der er meget gadehandel og dyr går løst i gaderne.
Tak til Arnold for en fin køretur og goddav til MOI airport. Det gik let gennem terminal 1 og skærmen viste fint vores afgang med Safarilink til Wilson, men checkin skranken var ikke klar. Bare vent blev der sagt, men efter 45 minutter blev vi alligevel lidt skeptiske. Vi spurgte igen og en med lidt mere viden fortalte at flyet var aflyst – det stod dog stadig på skærmen. Vi fik fat i Safarilinks kontor og de bekræftede at vores fly kl. 19.10 var aflyst men at vi var ombooket til Jambojet kl. 19.15 mod JOMO lufthavnen. Derfor skulle derfor over i terminal 2 som kun var 100 meter væk. Chekin gik glat og vi var klar til takeoff øl og der blev lavet aftale med Bob om afhentning i JOMO for at køre os til Wilderbeest Eco Camp.
Der var en noget anden temperatur i Nairobi. Termometret viste 24 grader og det passede os meget fint. Bob havde lavet aftale med sin ven Charles om at køre os i hans bil. Vi kunne se på klokken at det nok ikke var til at få mad på campen så vi drejede ind og hentede noget Take Away. Det var så det der tog længst tid – at vente på maden i KFC.
Mandagen skulle bruges på vandet. Vi havde booket heldags boat safari med Watamu Safari. Det inkludere delfin spotting, snorkling, ud på en sandrevle, sejllads langs mangroven og ind på Waka Waka island for at spise frokost og se lokal dans.
Vi blev samlet op kl. 9.00 præcist og skulle køre godt 10 minutter. Det viste sig at vi kørte op til den store vej for så at køre ned mod stranden. Det viste sig at vi bare var kørt rundt for at komme ned for enden af den strand vi bor på.
Der var mange mennesker og det hele skulle gå lidt hurtigt på grund af tidevandet. Det var imponerende at de vidste hvem der skulle med hvilken båd,
men det lykkedes og vi kom ud inden tidevandet havde trukket sig tilbage.
Det var en lang men fin sejltur langs kysten hvor der var masser at se på. Lokale fiskere svømmede ud med svømmefødder, briller og snorkle for at fange languster og blæksprutter. Andre sejlede i deres udhulede kanoer og fiskede med line eller net.
Vandet var fantastisk smukt og meget klart. Drømmen om en svalende dukkert var allerede slukket da vi ankom til Watamu.
Der var ingen delfiner at se, men de både der kom imod os gav alle bølgetegn med armene som signal om at der var delfiner.
Ganske rigtigt pludselig dukkede de op i en flok af ca. 20 som fulgte båden. Det vil sige bådene for det var nogle flere end os.
Det blev tid til snorkling på et af de indre rev ikke langt fra kysten. Et rigtig turist rev hvor alle både samlede sig. Det var et fint lille rev hvor der var liv og fisk. Men også en smule ødelagt af både og alle de urutinerede som plaskede rundt og flere der bare stillede sig på koralerne.
Sidste stop inden mangroven var et lille sandrev midt ude i vandet hvor vi kunne få lov at hoppe af. Der var nogle fantastisk flotte store søstjerner og en kæmpe muslingskal som ville have været flot at tage med hjem. Men det går bare ikke.
Vi sejlede ind i mangroven og spottede forskellige fugle i træerne inden vi nåede Waka Waka island. Her var der tændt op i grillen og lokal fisk og kylling blev serveret.
Det hele sluttede af med lokal stammedans som dog blev ødelagt af at den italienske guide syntes at han skulle være en del af det. Det tegnede ellers autentisk, men gassen gik af ballonen.
En lille sejltur og vi blev sat af kørt tilbage i biler.
