Efter morgendykket gjorde jeg en frygtelig opdagelse. På værelset var der løbet vand ned af væggen, hen over natbordet og ned på gulvet. Problemet var bare at inden vandet ramte gulvet løb den gemmen min computer.
Det så umiddelbart ikke slemt ud så den blev sat til side så den kunne tjekkes senere.
Den blev tjekket og ville ikke tænde, nu var jeg tosset – rigtig tosset og fik fat i maneger og maskinmester som fandt skruetrækker, vatpinde, klude og kompressor frem.
Som en anden doktor nørd sad jeg der og splittede min computer ad stykke for stykke mens resten af båden defilerede forbi mens de kondolerede.
Der var vand i den og jeg blev ved med at stille spørgsmålet – er i sikre på det ikke er saltvand. Det lovede de. Skrue for skrue mens der blev blæst luft og tørret vand til den var helt adskilt.
Værelse 16 blev gjort klar, som en anden opvågningsstue, med håndklæde på sengen så den kunne komme sig natten over. Dens ejer var meget berørt af situationen ved at efterlade en så nært beslægtet forkommen i isolation.
Timerne gik og efter morgenmad var det tid til at samle den igen. Det er jo bare i omvendt rækkefølge og håbe patienten overlever.
– Den var samlet.
– Den startede op.
– Der var en skrue tilbage, Buissenes as usual.
Bloggen kører igen efter endnu en redningsaktion.
