Dyk nr.5 Orimas Thila
Vand temp.: 30 ºC Nedetid: 25 min.
Tidsinterval: 15:17 – 15:42 Dybde / gennemsnit: 24,7 / meter
Dato: 1.10.2018 Bar start / Slut: 210 / 50
GPS: 3.981836, 72.94833
smiley

Bemærkning:
Orimas Thila er umiddelbart et meget let dyk hvis der ikke er strøm. Der er flere muligheder på hver side af revet det er bare afhængig af strømmen.

Vi kom ned og blev straks hevet med af en let strøm. Der gik dog ikke lang tid for strømmen tog til og man kan vist roligt sige at vi var på en transportetape.
Det var kun for at navigere at vi skulle bruge finnerne. Der var dog lidt ro på da vi kom ind under de overhængende koreller.

Vi fire og de to tyskere røg med strømmen igen og lod os bare rive med, indtil vi fandt ud af at vores guide og skotterne ikke var med.
Vi ventede hvor der ikke var strøm til de kom.

Guiden tog styringen og vi drev kun kort langs revet da vi så andre grupper dykkere under os.
Guiden kiggede på os og lavede krydsede arme foran sig for at signalere at vi skulle stoppe vores dyk.
Han trak ud i det blå og vi skulle følge med. Der var kun gået omkring 17 minutter. Vi steg langsomt op til safetystop og kiggede undrende på hinanden for vi havde jo masser af luft.
Tre minutter på fem meters dybde tager den tid det tager og vi kom til overfladen uden guiden som ventede på fru tysker der endnu ikke havde nået de 3 minutter.

Mens vi lå i overfladen gik snakken lystigt om hvorfor han havde afbrudt dykket så hurtigt. Der blev brygget historier om at der var sket noget med skotterne eller måske fordi vi var kommet så meget i forvejen at han var blevet tosset.
Først da vi kom på båden fik vi forklaringen, som fortæller at det er en diveguide der ved hvad han har med at gøre.
Da vi nåede enden af revet kunne han se at vores udåndingsbobler ikke steg direkte til overfladen, men deriomod cirklede rundt. Han så også den anden gruppe dykkere under os være en smule i vanskeligheder med at komme ud af strømmen.

De kalder det vaskemaskinen, fordi to strømme møder hinanden og bare snurrer rundt. Det kan gøre det svært både at komme op og ned.
Han kunne se at vi ville havne i det samme hvis vi havde fortsat for enden af revet. Så selvom vi måtte afbryde dykket så hurtigt så giver det god mening.
Vi nåede dog at få den fede fornemmelse bare at lade sig rive med strømme.