Turen herned gik godt men den var en smule lang. Vi kunne heldigvis sove noget på turen og slappe af med en film. Der var dog et par meget skrigende unger som til tide ødelagde nattesøvnen.

Vi kom med direkte fly til Phuket International lufthavn, bestod visumtesten og fik hurtigt vores bagage så vi kunne hoppe ind i en taxi. Den fortabte streetracer fik os frem til hotellet på under en time. Efter igen at være blevet tjekket fik vi værelser og i løbet af ingen tid var vi i poolen lige uden for døren.

En klassisk pool efter vores smag. Ikke for mange børn, stegebriks til Morten og bar midt i poolen. Skønt at slappe af her med en smule jetlag.

1. fejl blev begået da vi hver indtog en stol i vandet og startede på drinkskortet og gennemgik det slavisk. Hotellet ligger højt oppe så baggrundstapetet er perfekt med høje klippe, træer og palmer. Svært ikke bare at svime hen og nyde det.

Et Finsk par vi faldt i snak med fortalte lidt om byen og retningen derned. Vi tog os sammen og skiftede til noget mere præsentabelt. Shorts, løs skjorte og sandalen og vi traskede i varmen mod byen som var let at finde. Ned af vejen og til venstre, frem til rundkørslen. Fortsæt lige gennem og kom langs strandpromenaden eller drej til højre hvor shops, restauranter og barer ligger.

Vi havde gået meget lige ud så vi drejede til højre og pludselig var der en sportsbar som måtte være godt for os.

2. fejl var at vi nok burde have bestilt en vand, men tog i stedet en sportsøl. Iskold dejlig øl i neoprenrør til at holde den kold. Lige som på sidelinjen. Det var ved at være sidst på eftermiddagen og solen var på sit absolut allersidste og vi var sultne. Vi havde fået anbefalet en restaurant som desværre var lukket.

Vi endte på et sted hvor der var mange mennesker men mest af alt mindede om et cafeteria. Menukortet mindede endnu mere om et cafeteriakort, men retfærdigvis skal det siges at maden var i orden. “Vinkortet” bestod af en linje i kortet “Rød elle Hvidvin”. Her hoppede kæde af for Nimse. Det kunne
man ikke, man måtte da vide hvad man bestilte. Vi erfarede at tjenerne ikke vidste hvad de serverede. Vi spurgte til kylling og svaret var at det havde de ikke. Den misforståelse blev der dog rettet op på. Masser af kylling, men engelsk og kendskab til deres menukort er ikke noget de går så meget op i.

3. fejl begik vi efter at have spist mad med øl til at vi drejede ind på den næste bar. Vi kunne ikke se vand i køleskabet, så vi fik blandet 3 sjusser og så behøver jeg vist ikke fortælle mere, så kender man drengene. Ved fælles hjælp og med enighed om at det nok var bedst at ikke gå hjem, støttede vi hinanden ind i en TukTuk.